Det bliver Danmarks største anlægsprojekt og verdens første energiø. Ude i nordsøen skal en kunstig ø anlægges, som bliver et nyt fyrtårn i den grønne omstilling.
Efter et offentligt udbud af rådgiveropgaven valget faldet på Sweco.
– Med energiøerne står Energistyrelsen overfor en særdeles spændende, men også særdeles kompleks implementeringsopgave. I den forbindelse har vi brug for specialiseret teknisk assistance, bl.a. til at fastsætte funktionskrav til energiøen i Nordsøen. Vi ser frem til samarbejdet, siger Mads Krogh, programchef for energiøer i Energistyrelsen.
Danmarks største anlægsprojekt
Opgaven er gigantisk og bliver Danmarkshistoriens største anlægsprojekt med en estimeret samlet anlægssum på 210 mia. kroner – det svarer til fire Femernbælt-forbindelser.
I første fase skal øen kunne håndtere minimum 3 GW og på sigt 10 GW. Projektet rummer samtidigt et stort teknologisk udviklingspotentiale inden for den grønne omstilling, havvind, marineteknologi, energilagring og Power to X.
Et nyt vindeventyr skal sættes på skinner
Det forventes derfor at, energiøen har potentiale til at blive Danmarks næste vindeventyr. Som vil bidrage til at opbygge ny viden og værdifulde erfaringer, der på sigt skal hjælpe Danmark og resten af verden på rejsen mod klimaneutralitet.
– Vi er stolte, glade og ydmyge over at være tildelt denne historisk store og ambitiøse samfundsopgave. Energiøen er visionært udtænkt og skal løses med lige dele erfaringer og nyskabelser, siger Jes Hansen, direktør for Swecos division Infrastruktur, Vand & Miljø.
– Energiøen vil danne grundlag for nye grønne erhvervseventyr i Danmark og være et stort bidrag til grøn omstilling i både Danmark og i Europa og forhåbentligt også til inspiration for resten af verden, tilføjer Jes Hansen.
Med energiøerne bidrager Danmark til opfyldelsen af Parisaftalen og til EU’s ambitioner om at øge den europæiske kapacitet med havvind svarende til 300 GW inden 2050.