Regeringen vil lette lånemulighederne på landet

Den foreslåede lånegaranti er det helt rigtige værktøj til boligmarkedet uden for storbyerne, lyder meldingen fra boligekspert.
Erhvervsminister Simon Kollerup (tv.) har netop fremlagt et forslag, hvor regeringen vil statsgarantere boliglån til udkanten. Pressefoto.
Erhvervsminister Simon Kollerup (tv.) har netop fremlagt et forslag, hvor regeringen vil statsgarantere boliglån til udkanten. Pressefoto.

Postnummeret må ikke spænde ben for boligkøb i landdistrikterne. Det mener man nu i den socialdemokratiske regering. Og derfor har erhvervsminister Simon Kollerup og kompagni fremlagt et forslag, hvor en statslig lånegaranti skal sikre 20 procent boliglånet hos realkreditinstitutterne.

Det betyder forenklet set, at det nu bliver nemmere at få adgang til de billigste lån uden for de større byer – hvilket igen skulle afhjælpe problemer med fraflytning.

Det retter ikke skævheden i boligpriserne mellem by og land, men det er en god håndsrækning.

Curt Liliegreen, Boligøkonomisk Videncenter

– I mange år har vi hørt, at affolkningen i yderområderne var en definitiv trend, og at der ikke kunne gøres noget. Sådan forholder det sig ikke. Vi skal sikre bedre muligheder i landdistrikterne og på den måde skabe et Danmark i balance. Derfor tager vi i regeringen et stort og strukturelt tiltag med en ny model, hvor en statsgaranti skal sikre, at det både bliver lettere for danskerne at låne til drømmehuset samtidig med, at sektoren får en afgørende rygstøtte, udtaler erhvervsministeren.

En balanceret løsning

Regeringen foreslår helt konkret, at der indføres en model med statsgaranti på realkreditbelåningen mellem 60 og 80 procent af boligens værdi i postnumre med lave kvadratmeterpriser, det vil sige under 8.000 kroner.

Det betyder, at staten vil garantere den yderste fjerdedel af realkreditlånet. Modellen skal bruges i de tilfælde, hvor realkreditinstitutterne ikke tilbyder belåning på grund af for stor usikkerhed om ejendommens værdi i udvalgte områder.

For borgerne i landdistrikterne skal modellen kort sagt give dem bedre adgang til lån, ligesom den skal mindske institutternes risiko for tab i de pågældende ejendomme.

En sådan model for realkreditlån til private boliger er ikke set før i Danmark. De nærmere elementer i initiativet med statsgaranti på den yderste realkreditbelåning, herunder prissætningen, skal nu fastsættes i samarbejde med den finansielle sektor.

Den rigtige løsning

Hos Boligøkonomisk Videncenter har direktør Curt Liliegreen svært ved at få armene ned.

Han, der har analyseret det danske boligmarked i en halv menneskealder, mener det fremlagte foreslag er det helt rigtige tiltag netop nu.

– I dag er der garanti på realkreditlån til almene boliger. Selvfølgelig må ejerboliger i landdistrikterne også kunne få en sådan garanti. Det retter ikke skævheden i boligpriserne mellem by og land, men det er en god håndsrækning, siger han blandt andet.

Relateret indhold