De korte uddannelsesaftaler er ved at stige til tops, når de unge skal have en praktikplads inden for byggeriet. Det viser tal fra Undervisningsministeriet. De seneste tal er fra det første halvår, hvor der var cirka 900 korte aftaler i forhold til 2016.
Det er et problem, mener 3F.
– Vi er meget kritiske over for de mange korte aftaler og mener, at det har taget overhånd. Det får de unge mennesker til at fravælge erhvervsuddannelserne, når de ikke kan være sikre på en praktikplads fra start til slut. Det virker alt for usikkert, at de hele tiden skal søge ny praktikplads og sammensætte deres forløb af mange virksomheder, siger Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F med ansvar for uddannelsespolitik.
Tallene viser samtidig, at hvor de korte og ordinære aftaler var nogenlunde på linje med hinanden i 2016, er de korte aftaler nu stukket af. Selvom de ordinære tal også er steget, er der stadig over 700 flere korte aftaler.
– Korte aftaler er ikke nødvendigvis et problem, for verden er ikke sort/hvid. En kort aftale er bedre end ingen. Men balancen mellem de to uddannelsesaftaler skal være i orden. Korte aftaler skal være et supplement og hele uddannelsesaftaler skal være det primære, siger Lars Kunov, der er direktør hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG).
Byggeriet står for næsten alt
Når man kigger på tallene fra det første halvår i 2016 og 2018, kan man se, at der var knap 1500 uddannelsesaftaler mere i år. Her indgår alle aftaleformer. 97 procent af de ekstra pladser kommer fra byggeriet.
– Det er næsten udelukkende inden for byggeriet, at der bliver indgået flere praktikaftaler. Byggeriet har altid været gode til at tage lærlinge ind, når det går rigtig godt. Der er virkelig travlt mange steder, hvorfor tager man lærlinge ind. Og så er der meget arbejde inden for byggeriet. Det er fint nok, men der er alt for mange af aftalerne, der er korte, siger Søren Heisel.
Hvis det sker på den måde, er DEG enige i, at det er det korrekte at gøre.
– Det er i orden, når en kort uddannelsesaftale bliver oprettet, fordi en virksomhed ikke oprette en hel. Nogle gange arbejdes der inden for et specificeret område, eller fordi ordrebogen er kort. Men vi er også ret sikre på, at nogen gør det for at slippe for alt for meget ansvar, siger Lars Kunov.
Svage praktikpladstal
Onsdag udkom de generelle praktiktal for oktober måned, hvor man samtidig kan se en drastisk nedgang af elever i skolepraktik i forhold til samme tidspunkt sidste år.
– Det bekymrende ved notatet er, at der er færre elever i gang med erhvervsuddannelserne. For det betyder, at der ikke er nok unge, der søger dem. Det er ikke, hvad vi har arbejdet på med erhvervsuddannelsesreformer og -indsatser, sagde Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri.
Samtidig viser dokumentet også, at der er to procent færre, der er i gang med hovedforløbet på erhvervsskolerne.