Trods lav byggeaktivitet i første halvdel af 2024, kan Bygma Gruppen se tilbage på 2024 med stigende omsætning og 22 nye butikker – heraf 20 i Polen. Trods et udfordrende marked har Bygma Gruppen formået at øge omsætningen med 6 % til cirka 10,7 mia. kr. sammenlignet med året før.
Dette har bl.a. været muligt, da de faldende renter i løbet af året medførte en øget aktivitet i andet halvår. Koncernchef Peter H. Christiansen kalder årets resultat for tilfredsstillende.
– At vi i Bygma Gruppen har haft en positiv udvikling trods et udfordrende marked, afspejler koncernens evne til at tilpasse sig de skiftende markedsforhold og vores medarbejderes vedholdende og dedikerede indsats for at skabe gode resultater, siger han.
Koncernens omsætning i 2023 faldt knap 13 % i forhold til 2022. Til gengæld var der fuld fart på anlægsinvesteringerne det år. Læs mere om det her:

Trods svært marked: Bygma Gruppen har investeret massivt i 2023
22 nye forretninger
I 2024 åbnede Bygma A/S to nye filialer i Danmark. Et DGNB Guld-certificeret proff- og logistikcenter i Thisted og et proffcenter på det gamle Lindø værft på Odense Havn. Dermed har byggecenterkæden 64 danske filialer fordelt over hele Danmark.

Også 20 forretninger og mere end 400 medarbejdere i Polen blev knyttet til gruppen i 2024. De kom til i august 2024 med opkøbet af Polens 3. største distributør af byggematerialer, AB Bechcicki.
Dermed blev 2024 året, hvor koncernen gik fra at være ren nordisk til at kunne kalde sig nord- og centraleuropæisk.

XPartners køber endnu en dansk ingeniørvirksomhed
– I vores polske del af koncernen er vi stadig ved at lære hinanden at kende, og dialogen om forretningens udvikling er i fuld gang. Markedsstrategien og produktudbuddet adskiller sig fra de øvrige Bygma-lande, så vi arbejder på en plan for, hvad vi kan justere nu, og hvad der kræver mere tid. Samtidig er markedet stadig præget af høj inflation og renter, så fokus er på driften. Det er en spændende proces, hvor vi sammen udforsker, hvordan vi kan styrke forretningen, forklarer Peter H. Christiansen.
Følger udviklingen nøje
Trods de seneste års globale uro og de aktuelle geopolitiske spændinger, der forstyrrer de internationale markeder, ser Bygma Gruppen med en afbalanceret optimisme på fortsat fremdrift i byggebranchen i 2025.

2 ud af 3 opkøb godkendt: Davidsen har nu 9 afdelinger på Sjælland
– Vi er opmærksomme på, at den seneste udvikling i de globale handelsvilkår kan få betydning også for byggebranchen – både internationalt og herhjemme. Vi følger derfor udviklingen nøje. Det ændrer dog ikke på vores ambitioner eller strategiske retning. I 2025 vil vi fortsat arbejde målrettet på at styrke vores markedsposition – både gennem strategiske opkøb og ved at identificere og udvikle nye forretningsmuligheder, der naturligt understøtter og styrker vores eksisterende forretning, afslutter Peter H. Christiansen.