Det er en erfaren salgskapacitet, der fremover skal drive Rockfons kommercielle forretning i Danmark.
Jens Nielsen er den nye salgsdirektør, som netop er startet hos akustikproducenten per 1. juli.
Rockfon er en af de førende leverandør af akustiske loft- og vægløsninger til kontorer, skoler, hospitaler og hoteller.
Jens Nielsen, 57, kommer fra en anden af de højt profilerede leverandører til byggebranchen nemlig gulvvirksomheden Dinesen, og har også været hos designhuset Fritz Hansen, kontormøbelvirksomheden B8 og byggemarkedet Stark.
– Jeg brænder for at arbejde med design og byggematerialer, og det er én af årsagerne til, at Rockfon er et rigtig godt match, siger Jens Nielsen.
– Desuden er det en ambitiøs virksomhed, der på flere måder vil sætte et positivt aftryk, hvilket jeg vægter højt. Nu glæder jeg mig til sammen med det danske salgsteam at udvikle Rockfons position på det danske marked med både bæredygtige og innovative løsninger, siger han.
– Jeg ser frem til at arbejde med Rockfons stærke løsninger og styrke vores brand hos alle de væsentlige målgrupper. Som ny salgsdirektør er jeg ikke bare drevet af kunderne og deres behov, men også af at være med til at sørge for, at vores stærke team af kompetente sælgere føler sig godt tilpas.
Jens Nielsen bor til daglig i Vejle med sin kone og kommer til arbejde fra Rockfons hovedsæde i Hedehusene.