Hvis man arbejder med tunge løft eller akavede arbejdsstillinger, er der ekstra god grund til at dyrke motion i sin hverdag. I hvert fald hvis man gerne vil undgå at komme på førtidspension på grund af arbejdsskader. Det viser ny norsk forskning.
Forskerne har fulgt 32.362 nordmænd i alderen 20 til 65 år igennem ni år. I løbet af perioden gik 12 procent af deltagerne på førtidspension, og her var det altså især folk med hårdt arbejde og dårlige motionsvaner, der fyldte op i statistiken.
Fysisk arbejde erstatter ikke motion
Ifølge professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Andreas Holtermann, kan man i undersøgelsen se, at hårdt arbejde ikke kan erstatte motionen.
– Mange lønmodtagere med hårdt fysisk arbejde tror, de får den motion, de har brug for, når de er på arbejde. Det kommer bag på mange, at hårdt fysisk arbejde ikke har samme sundhedsfremmende effekt som fysisk aktivitet i fritiden. Det er derfor vigtigt at træne ved siden af, hvis kroppen skal holde et helt arbejdsliv med fysisk krævende arbejde,siger Andreas Holtermann i en pressemeddelelse.
Han opfordrer derfor arbejdspladser med fysisk opslidende opgaver, at de overvejer at indføre træning i arbejdstiden.
– Undersøgelsen støtter, at fysisk aktivitet i fritiden er godt, selvom man har et hårdt fysisk arbejde, og at det er en god ide, at arbejdspladserne støtter medarbejderne i at få trænet. Men undersøgelsen viser også, at uanset om medarbejdere med fysisk krævende opgaver dyrker motion eller ej, så har de stadig en højere risiko for at ende på førtidspension sammenlignet med medarbejdere med stillesiddende arbejde, siger Andreas Holtermann.
Over dobbelt så stor risiko
Undersøgelsen, der er lavet på Trondheim Universitet i samarbejde med Syddansk Universitet, Trondheim Universitetshospital og NFA, viser også, at medarbejdere med hårdt fysisk arbejde har næsten to og en halv gange så høj risiko for førtidspension på grund af muskel-skelet smerter end eksempelvis kontoransatte.
I undersøgelsen er medarbejderne først blevet bedt om at oplyse, om deres arbejde var stillesiddende eller indeholdt bevægelse og/eller løft. Herefter har de svaret på spørgsmål om livsstil, som forskerne har sammenholdt for at komme til konklusionen.