Hvad har for dig og din virksomhed kendetegnet 2019?
Jeg begyndte i Spæncom 1. oktober, så for mig personligt har de sidste tre måneder været utrolig spændende. Jeg skulle sætte mig ind i en ny virksomhed og en ny branche, og det har til gengæld været en stor fornøjelse.
Jeg har mødt engagerede medarbejdere, både i produktionen, i montagen og på kontorerne. Også møderne med vores kunder har været positive, og de giver os stor ros for vores viden og engagement.
For Spæncom har det været et år med stor travlhed, hvor vi har leveret og monteret elementer til mange spændende byggerier – lige fra P-huse og industribyggerier til kontordomiciler og etageejendomme. I flere af projekterne har vi været involveret tidligt og deltaget i projektgennemgangsmøder og opstartsmøder, hvilket er den bedste måde at arbejde på for alle parter.
Har enkeltstående begivenheder har haft særlig betydning?
I 2019 lancerede vi vores nye præfabrikerede elevatorskakt med tilhørende top og grube. En løsning, hvor der både er en prismæssig, tidsmæssig og sikkerhedsmæssig fordel.
Og her sidst på året vandt DTU’s Bygning 310 “The Special Distinction Award” til building SMART internatiale openBIM Construction Awards i Beijing. Et projekt hvor Spæncom i samarbejde med MT Højgaard og MOE har udvekslet 3D modeller. Den digitale model har sikret et oplyst beslutningsgrundlag i alle faser, og den åben informationsdeling har betydet høj kvalitet og minimering af risici samt i det hele taget sikret bygbarheden af det komplekse byggeri. Også her deltog vi tidligt i processen.
Hvilke forventninger har du til 2020?
Selvom der er tegn på en afmatning i byggeriet, ser jeg optimistisk på 2020. Jeg forventer, at vi kommer et stort skridt videre op ad BIM trappen, og qua vores tilhørsforhold til den internationale Consolis gruppe vil vi tilbyde vores kunder et endnu større produktsortiment.
Jeg forventer også, at kunderne i endnu højere grad vil inddrage os tidligt i processen, så vi sammen kan optimere projekterne og på den måde minimere spild og bygge mere bæredygtigt. Vedr. netop bæredygtighed har vi helt konkret i Spæncom nedsat en arbejdsgruppe, der skal spotte og igangsætte initiativer, som giver mening i forhold til vores kunder og samarbejdspartnere.