En klar udmelding fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, om genindførelse af Boligjobordningen vækker glæde i Danske Malermestre.
Direktør Ole Draborg har igen og igen advaret mod konsekvenserne af at fjerne håndværkerfradraget, som det populært benævnes, men han mener, at han har talt for døve øren hos det politiske flertal på Christiansborg.
Derfor hilses meldingen fra Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative velkommen blandt malermestrene:
Rent flag
– Det er ingen hemmelighed, at ikke mindst malerne har haft glæde af BoligJobordningen. Malerarbejde består traditionelt af en stor del arbejdstimer og mindre i materialer. Derfor er det væsentligt med en BoligJobordning. Det er rigtig godt, at Venstres formand toner rent flag allerede på nuværende tidspunkt og ikke gør genindførelsen afhængig af, hvornår der udskrives valg, siger Ole Draborg.
Fra sort til hvidt
Han understreger, at BoligJobordningen har givet meget arbejde til landets malermestre og har gjort masser af sort arbejde hvidt:
– Derfor er vi naturligvis meget kede af, at den nuværende regering har valgt at stoppe ordningen. Vi har klart kunnet mærke en nedgang i aktiviteten, men nu behøver kunderne ikke spekulere i at vente med at bestille håndværkeren til efter valget, og derfor forventer vi, at vores medlemmer igen vil få flere ordrer, siger Ole Draborg.