Kemp & Lauritzen fusioneres til teknikgigant

De tre selskaber Glenco, L&H-Rørbyg og Kemp & Lauritzen fusioneres nu til én samlet teknikgigant med 2.000 ansatte.
Kemp & Lauritzen samler alle kompetencer inden for el, ventilation/energi og vvs/rør og bliver til én stor teknikgigant med 2.000 ansatte. Pressefoto.
Kemp & Lauritzen samler alle kompetencer inden for el, ventilation/energi og vvs/rør og bliver til én stor teknikgigant med 2.000 ansatte. Pressefoto.

Teknikkoncernen Kemp & Lauritzen har valgt at fusionere de tre selskaber Glenco, L&H-Rørbyg og Kemp & Lauritzen til ét fælles selskab, hvor kompetencerne målrettes kundernes behov på det tekniske område endnu bedre. Fremover er alle ydelser inden for el, ventilation/energi og vvs/rør samlet i tre nye forretningsenheder under Kemp & Lauritzen-navnet. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Dermed indretter koncernen sig til fremtidens teknikmarked, hvor kunder og partnere i stigende grad efterspørger løsninger inden for udvikling og effektivisering af de tekniske områder. Og i denne proces kommer alle 2.000 medarbejdere til at spille en vigtig rolle. For fremover skal der fokuseres mere på de brede, innovative løsninger frem for enkeltfag, fortæller Kemp & Lauritzen.

– Markedet for tekniske ydelser flytter sig konstant, og for os er det naturligt at tage næste skridt nu ved at samle alle kompetencer i koncernen. Derved bliver vi en langt stærkere enhed, og kunderne får omvendt en mere enkel indgang til os. Det handler om at blive en bedre partner og skabe en smidig struktur til at levere de bedste tekniske løsninger, siger adm. direktør Allan Jørgensen.

Han understreger, at dette er en del af en langsigtet ambition om at styrke og udbygge førerpositionen på markedet for tekniske løsninger.

Stærk tro på fremtiden

Organisationsændringerne skal ligeledes udfolde koncernens vækstambitioner, der lyder på en samlet vækst på 30 procent over de næste tre år, mens hele installationsmarkedet kun ventes at vokse med 1-2 procent årligt. Omsætningen skal dermed løftes fra 2,2 mia. kr. til omkring tre mia. kr. Samtidig er det planen, at der skal ansættes 500 nye medarbejdere ud over de nuværende 2.000 på de tre år.

– Vi har på trods af de svære markedsbetingelser formået at skabe vækst og positionere os stærkt. Nu er det tid til at gøde jorden for yderligere vækst ved at flytte os i samme retning som kunderne, hvilket indeholder et betydeligt potentiale, siger Allan Jørgensen.

For at forløse dette potentiale kommer man ifølge Allan Jørgensen fremover til i endnu højere grad at dokumentere værdiskabelsen i de tekniske løsninger.

– Som teknikpartner skal vi medvirke til at forbedre kundernes forretning og ikke bare løse en teknisk udfordring. Energieffektivisering er eksempelvis kommet højt på agendaen hos de fleste virksomheder, og her kan vi gå ind og gøre en markant forskel. Ikke mindst på bundlinjen, siger Allan Jørgensen.

Sammenlægningen har desuden til formål at opnå en række effektiviseringer internt i koncernen, og de lavere omkostninger skal dels sikre koncernens konkurrenceevne på markedet og dels medvirke til øget indtjening fremover.

For de 2.000 medarbejdere i Kemp & Lauritzen betyder dette foruden de organisatoriske ændringer også en anden måde at tænke faglighed på. I højere grad kommer den enkelte medarbejder i frontlinjen ude hos kunderne til at repræsentere hele spektret af faglig ekspertise i koncernen, hvilket skal gavne begge parter, slutter Kemp & Lauritzen.

Relateret indhold