Efter Microsoft-aftale: BioCirc leverer første overskud

Biogaskonceren lander et overskud på 6,9 mio. kr. for andet kvartal i 2026.
Biocirc-anlæg
Koncernen har otte biogasanlæg i Danmark.

BioCirc er ude med et regnskab for andet kvartal af 2026. Og et positivt et.

Koncernen leverer sorte tal, da overskuddet ligger på 6,9 mio. kr. mod et underskud på 50 mio. kr. for samme periode sidste år.

Omsætningen lyder på 814 mio. kr., og det normaliserede EBITDA udgør 164 mio. kr. Rapporteret EBITDA er på 141 mio. kr. svarende til en stigning på 123 % i forhold til sidste års halvårsresultat.

Læs også

BioCirc med trecifret millionunderskud – men indtjeningen stiger markant

BioCirc har faktisk oplevet et fald i omsætningen sammenlignet med 2025, men de kan alligevel vise sorte tal primært af to årsager: De har indgået en syvårig aftale med Microsoft om salg af 650.000 Carbon Removal Units (CRU’er), og de har sat verdens største biogasbaserede CCS-anlæg i drift i Vesthimmerland.

– Vi har momentum, skalerer kapaciteten og styrker indtjeningen. Vi oplever fortsat betydelig interesse for BioCircs integrerede model, hvor vi udnytter værdistrømmene fra biogas bedre og opnår højere CO2-fortrængning, siger Group CEO i BioCirc, Bertel Maigaard, og fortsætter:

– De første tre ud af i alt fem CCS-anlæg er i drift, og de resterende er på vej. Dermed øger vi CO2-fortrængningen og styrker vores position i et marked med stigende efterspørgsel efter dokumenterbare CO2-reduktioner. Nu skal vi fastholde vækstsporet og sikre, at hele værdikæden leverer på det potentiale, vi har bygget op.

Relateret indhold