Særligt hen over sommeren er der kommet flere huse til salg, end der er blevet solgt, og tendensen ser ud til at fortsætte – dog med mindre styrke de seneste tre måneder.
Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark, som derudfra konkluderer, at boligkøberne lige nu har det største udbud af huse at vælge imellem i år – dog stadig et stykke fra niveauet før corona-krisen:
– Mange har været på boligjagt under corona-krisen, og i en periode gik det stærkt på boligmarkedet. Efterhånden som samfundet er genåbnet, er farten aftaget på boligmarkedet, og der er igen kommet flere huse til salg. Er man på jagt efter drømmehuset, har man nu det største antal valgmuligheder i 2021, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Over 100 dage for at sælge en ejerlejlighed
Boligøkonom Bo Sandberg, DI, vurderer, at mens corona-smitten i Danmark desværre igen er tiltagende, er corona-effekterne på boligmarkedet nu tæt på at være forsvundet:
– Handelsaktiviteten på boligmarkedet er siden sommerferien gået ned i tempo. Det gælder for lejligheder, og i særdeleshed fritidshuse, hvor liggetiderne i øjeblikket stille og roligt også bliver længere. Ifølge Finans Danmark tog det i oktober for første gang længe igen i snit over 100 dage at få solgt en ejerlejlighed. Samtidig er liggetiden for sommerhuse fra august til oktober steget fra 125 til 148 dage i snit, siger Bo Sandberg.
Skal have flere penge op af lommen
På landsplan er huspriserne ca. 10 % højere end for et år siden. Men i efteråret har priserne på huse udviklet sig i et mere roligt tempo, end man ellers generelt har set i det seneste år. Et typisk hus på 140 kvm bliver nu sat til salg til for ca. 2.7 mio. kr. Det er 250.000 kr. mere end på samme tidspunkt sidste år:
– Huspriserne steg særligt fra efteråret sidste år og frem til sommeren i år, og priserne ligger nu på et forholdsvist højt niveau. Man skal derfor som boligkøber indstille sig på at skulle have flere penge op af lommen nu end for et år siden, hvis man vil sikre sig drømmehuset. Men prisudviklingen er de seneste måneder blevet mere afdæmpet. Og det – sammen med flere huse til salg – kan gøre det lidt nemmere at være på husjagt, end det var i starten af året, siger Peter Jayaswal.
Går langsomt fra sælgers til købers marked
Bo Sandberg bemærker, at det fortsat går langsomt med at få boligudbuddet i vejret, men at der ifølge Finans Danmark med 23.700 i oktober var det højeste antal parcelhuse til salg endnu i år:
– Der er dog fortsat ca. 13 % færre parcelhuse at vælge mellem end i oktober 2020. Med andre ord går bevægelsen fra sælgers til købers marked fortsat ganske langsomt, hvad parcelhusene angår, siger boligøkonomen og tilføjer ift. udbudsprisen:
– Ifølge Finans Danmark var udbudsprisen på ejerlejligheder til salg i oktober ca. 10 % højere end i oktober 2020. Så for det segment på boligmarkedet er der ikke længere tocifrede procentvise prisstigninger. Hertil kommer, at der må ventes lidt større forskel på udbudsprisen og den faktiske salgspris i den kommende tid. Prisudviklingen på parcel- og rækkehusene svinger ikke helt så meget som ejerlejligheder og holdt med 10,1 procent i oktober stadig fast i en tocifret årsstigningsprocent – men det vil næppe længere være tilfældet i november, og de faktiske salgspriser stiger allerede nu ‘kun’ med encifrede procenter, siger Bo Sandberg.
Læs også: PFA-direktør efter milliardkøb: Lavrisiko et godt alternativ til obligationer
Han forklarer, at de lavere udbudspriser på boligmarkedet skyldes, at handelsaktiviteten er gået ned, da mange bolighandler blev fremrykket under corona og derfor ‘mangler’ i statistikken nu:
– Endelig vil man også gradvist de næste 2-3 år se større forsigtighed blandt boligkøberne, fordi de færreste har fuldt overblik over, hvad de nye skatteregler fra 2024 konkret kommer til at betyde for skattebetalingen, siger Bo Sandberg.