De største i Norden fordelt på medarbejdere
- Sweco (Sverige): 14.697
- Rambøll (Danmark): 12.269
- ÅF (Sverige): 8.423
- Cowi (Danmark: 6.433
- Pöyry (Finland): 5.752
- Norconsult (Norge): 3.000
- WSP Sweden (UK) : 2.869
- Semcon (Sverige): 2.795
- Multiconsult (Norge): 2.110
- Nira (inkl. Alectia) (Danmark): 2.075
Det går generelt godt for de europæiske rådgivende ingeniørvirksomheder og heriblandt også de danske, hvor fusionen mellem Niras og Alectia senest har skabt en ny stærk spiller på markedet.
Det viser Svensk Teknik och Designs (STD) Sector Review-undersøgelse, der hvert år analyserer den europæiske rådgivende ingeniørbranche. De største danske virksomheder er rykket op ad listen på trods af en generel vækst blandt branchens virksomheder i Europa. Der er en generel trend mod konsolidering på tværs af virksomhederne i Europa. Det fortæller FRI i en pressemeddelelse.
– Den bølge af opkøb og fusioner, vi har været vidne til de seneste år, kombineret med en stærk organisk vækst, viser at de danske rådgivende ingeniørvirksomheder har formået at vokse hurtigere end markedet generelt. Det er en trend, som jeg forventer vil fortsætte i 2017. Reelt er det ikke kun de danske virksomheder, som outperformer markedet, det er også tilfældet med en række af de øvrige store nordiske virksomheder. Det understreger, at de kompetencer som de nordiske virksomheder er stærke inden for, og de standarder som virksomhederne arbejder ud fra, giver en stærk forretningsmodel i forhold til det nuværende globale marked, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
– Med fusionen mellem Niras og Alectia, som blev annonceret umiddelbart før jul, får vi skabt endnu en rigtig stor aktør, som samtidig har muskler til at vokse yderligere. Samlet bliver 2017 et vanvittig spændene år for branchen. Der er nu en gruppe på 10 virksomheder i norden, der alle har mere end 2.000 ansatte, og som arbejder inden for alle tekniske discipliner på alle globale markeder. Det bliver denne superliga af nordiske virksomheder, som kommer til at drive og forandre markedet i de kommende år – og som konstant bliver udfordret af mindre og mellemstore virksomheder på de enkelte markeder i norden. Populært sagt er det de nordiske rådgivere, der driver den globale disruption af branchen i forhold til forretningsmodeller, digitalisering og markedsområder, siger han.
Danske placeringer
Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomhed, Rambøll, ligger på en 9. plads, og det er fire pladser bedre end for et år siden. Det er Rambølls opkøb i 2015 af amerikanske Environ, der slår igennem på placeringen. Cowi befinder sig på en 23. plads – én plads bedre end sidste år. Fusionen mellem Niras og Alectia er ikke kommet med, men det vil bringe Niras fra en plads som nr. 67 op til en plads som nr. 52.
En række af de udenlandske rådgivervirksomheder, der befinder sig højt på Sector Review-listen, er væsentlige aktører på det danske marked. Heriblandt Sweco, der er den 6. største rådgivende ingeniørvirksomhed i Europa, den engelske rådgivervirksomhed Atkins, der er den 4. største i Europa og svenske ÅF, der efter opkøbet af Midtconsult bliver den 15. største virksomhed i Europa. Fra den europæiske top-50 er også WSP, Norconsult og Drees & Sommer etableret som FRI-virksomheder på det danske marked.
Sector Review udgives af FRI’s søsterorganisation i Sverige, Svensk Teknik och Design. Analysen er baseret på europæiske rådgivende ingeniør- og arkitektvirksomheders 2015-regnskaber.
Danmarks tre største rådgivende ingeniørvirksomheder har de følgende placeringer i Europa: Rambøll 9 (13), Cowi 23 (24) og Niras 67 (70). De øvrige store danskejede FRI-virksomheder er placeret, som følger: Alectia 102 (105), MOE 129 (128) og Orbicon 134 (134). Tallet i parentes er sidste års placering.