Brug for ekstra hjælp til nordjyske firmaer

De skærpede coronarestriktioner i Nordjylland er forståelige, men der er behov for, at indsatsen følges af effektiv støtte til de virksomheder i regionen, som rammes af restriktionerne.
Troels Blicher Danielsen. Foto: Tekniq Arbejdsgiverne.
Troels Blicher Danielsen. Foto: Tekniq Arbejdsgiverne.

Nedlukningen af store dele af Nordjylland som konsekvens af indsatsen for at inddæmme coronaudbruddet på en stribe minkfarme rammer det lokale erhvervsliv hårdt. Det gælder også Tekniq Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder indenfor el, vvs og metalindustrien. Mange af dem har ellers været i mere eller mindre fuld drift hele vejen igennem coronakrisen men bliver altså nu begrænset i deres aktiviteter.

Hensynet til folkesundheden er selvklart vigtigst. Det kan der ikke være tvivl om. Samtidig er det klogt, at regeringen melder ud, at der er kompensation og hjælp på vej. En kompensation, som det nu gælder om hurtigst muligt at få styr på, så virksomhederne får sikkerhed for, hvordan de er stillet.

Vi har brug for hurtig og konsekvent politisk handling, så hjælpen kan komme ud til virksomhederne – hellere i dag end i morgen. Og virksomheder bør omfattes af kompensationspakkerne.

Og så er det vigtigt, vi har øje for alle de lærlinge, der for eksempel går på skole i Aalborg, men bor længere nordpå. I disse tilfælde må erhvervsskolerne sørge for at stå klar med digital undervisning.

Relateret indhold