Danmarks Statistik har mandag morgen offentliggjort nye tal, der viser, at de samlede omkostninger ved at bygge er faldet med 0,1 procent fra andet til tredje kvartal i år. Dagens tal dækker over, at det er blevet 0,4 procent billigere at opføre etageboliger, mens byggeprisen for enfamiliehuse er uændret.
Baseret på ejendomsprisudviklingen generelt, må det ifølge boligøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit antages, at grundpriserne er en ganske betydelig post i byggebudgettet – særligt i og omkring de store byer, specielt hovedstaden:
– Dermed er den samlede regning for et nybygget og energivenligt parcelhus formentlig ikke blevet mindre, hvis man gerne vil bo i pendlerafstand til et vækstområde med jobmuligheder. Ønsker man at bygge nyt hus er det særligt vedligeholdelsesomkostninger de første år og en lavere energiregning, der skal hente gevinsten hjem. Det er dokumenteret i flere analyser, at det kan være vanskeligt at tjene merprisen hjem, hvis man sammenligner med et eksisterende hus. Det betyder, at man som nybygger også skal føle en merværdi i, at man får et hus af højere kvalitet, end de huse man kan finde i den eksisterende boligmasse, siger Mikkel Høegh.
Reallønsfremgang
Ser man på udviklingen over det seneste år er prisen på at bygge parcelhuse steget med 1,3 procent. Tilsvarende er prisen på etagebyggeri steget med 1,4 procent.
Ansatte på DA-området har aktuelt en reallønsfremgang på godt 2 procent, mens det er lidt mindre i den offentlige sektor.
Investerer man et gennemsnitligt hus på 1,9 millioner kroner, får man en ekstra regning på 25.000 kroner sammenlignet med i fjor, men det er vel og mærke før køb af byggegrund.
Det er især arbejdsomkostningerne, der stiger. Set over de sidste 12 måneder er arbejdsomkostningerne steget med 2,8 procent, mens materialeomkostningerne til sammenligning kun er steget med 0,6 procent.
– Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i byggesektoren, mens udbuddet af materialer ikke er under pres, dels fordi der ikke er byggeboom, dels fordi materialerne løbende kan produceres billigere, siger Mikkel Høegh.