Arkitekter og ingeniører fusionerer: ”Byggeriet er præget af siloer, som giver udfordringer”

Arkitektvirksomheden Nordpil og ingeniørfirmaet Dinri går sammen om at tilbyde helhedsorienterede byggeprojekter med mere smidige processer.
Meshal Al-Zohairi, Salim Nazzal, Bashar Hazim Nasouri og Kim Pretzmann Olesen.
Nordpils ledelse, fra venstre: Meshal Al-Zohairi, Salim Nazzal, Bashar Hazim Nasouri og Kim Pretzmann Olesen.

Efter knap to års tæt samarbejde har arkitektfirmaet Nordpil Arkitekter og ingeniørvirksomheden Dinri fusioneret og er fra 10. marts 2025 blevet til Nordpil.

Ifølge parterne sker sammenlægningen for at imødekomme en stigende efterspørgsel på mere helhedsorienterede rådgivningsløsninger:

– Byggeriet er præget af siloer og vanetænkning, som medfører naturlige udfordringer, og derfor har vi længe haft en ambition om at forene arkitekturen med ingeniørfaget. Efter to års samarbejde med Dinri stod det klart, at vi kan tilbyde kortere og mere smidige byggeprocesser ved at samle vores kompetencer, siger Kim Pretzmann Olesen, der er arkitekt og medstifter af Nordpil Arkitekter.

Læs også

Rådgiverteam skal fremtidssikre Københavns Hovedbanegård

Han tilføjer, at byggeprojekter involverer en række fagligheder, som arbejder adskilt, hvilket kan føre til misforståelser, forsinkelser og dyre ændringer undervejs.

Udfordringer, som er udbredte i branchen, og som Nordpil skal løse ved at indtænke hele byggeprocessen ind fra første arkitektstreg:

– Når vi slår hovederne sammen allerede i idéfasen, kan vi nemmere integrere de tekniske løsninger i den arkitektoniske proces, så design, konstruktion og tekniske krav spiller optimalt sammen. Det giver færre knaster i byggefasen og mindsker dyre og tidskrævende ændringer, der måtte opstå undervejs, siger Salim Nazzal, der er civilingeniør og partner i Dinri.

Kan ikke længere nøjes med at gøre, som vi plejer

Partner fortæller videre, at fusionen samtidig skal gøre det lettere at indtænke grønnere løsninger i projekternes indledende faser med omtanke på materialevalg, energiforbrug og ressourceoptimerede konstruktionsprincipper:

– Vi vil gøre op med idéen om, at bæredygtighed er en ekstra omkostning gennem genanvendte materialer og bygninger, der er tilpasset deres omgivelser. Vi forbereder os på en fremtid, hvor et tættere samarbejde mellem ingeniører og arkitekter bliver afgørende for at skabe mere bæredygtige og innovative løsninger, for vi kan ikke længere nøjes med at gøre, som vi plejer. Når vi bevidst planlægger med et mere klimavenligt sigte fra start, er det bedre for alle i det lange løb, siger Salim Nazzal.

Læs også

”En fantastisk mulighed”: Dansk ingeniørfirma opkøbt af svensk konsulentgruppe

Sammenlægningen betyder også, at Nordpil ekspanderer til Aalborg udover deres eksisterende kontorer i København og Aarhus.

Virksomheden vil fortsat arbejde med både private, erhvervskunder som bolig- og grundejerforeninger samt offentlige kunder som myndigheder og kommuner.

Relateret indhold