Tilskudsordninger kan veksles til ordrer

Håndværkere overser salgspotentiale i energitilskudsordningerne.
Efterisolering i forbindelse med tagudskiftning et af de projekter, som kan give gode penge igen, da energibesparelserne ofte kan være store.
Efterisolering i forbindelse med tagudskiftning et af de projekter, som kan give gode penge igen, da energibesparelserne ofte kan være store.

En dugfrisk rapport fra Energistyrelsen påpeger, at der er begrænset opmærksomhed på mulighederne for at få udbetalt kontant tilskud til energiforbedringer blandt de mindre virksomheder i Danmark.

Samme vurdering lyder fra landets største energiselskab, DONG Energy, der opfordrer håndværkerne til i højere grad at udnytte tilskudsordningen proaktivt i salgsarbejdet over for de mindre virksomheder.

Der er stadig rigtig mange, som ikke ansøger om tilskud til deres energispareprojekter.

Channel manager Mette Skjoldmark DONG Energy

Ifølge Energistyrelsen går det fremad med energiforbedringerne i landets virksomheder: Næsten tre ud af fire har foretaget energispareaktiviteter inden for de seneste fem år, og over halvdelen af virksomhederne forventer yderligere aktiviteter de kommende år. Men det er først og fremmest i de store og energitunge virksomheder, at tiltagene sker, mens de mindre virksomheder er mere tilbageholdende med at komme i gang.

Manglende kendskab

En forklaring kan være, at de mindre virksomheder ikke er opmærksomme på, at de kan få tildelt kontant tilskud til deres energiprojekter fra forsyningsselskaberne. Den netop udgivne rapport fra Energistyrelsen “Virksomheders erfaringer med energibesparelser” vurderer således, at mange mindre virksomheder simpelthen mangler kendskab til ordningen.

Vurderingen fra Energistyrelsen vækker genklang hos landets største energiselskab, DONG Energy.

– En del erhvervsvirksomheder kender udmærket til energitilskudsordningen og bruger den også, når de renoverer. Men der er stadig rigtig mange, som ikke ansøger om tilskud til deres energispareprojekter, siger Channel manager Mette Skjoldmark, DONG Energy.

Glemmer at søge

Hun er ikke i tvivl om, at der i energitilskudsordningen ligger et forretningsmæssigt potentiale for håndværkere, som arbejder med energirenovering. Ved at bruge muligheden for energitilskud proaktivt i salgsarbejdet over for kunderne kan håndværkerne nemlig slå på, at kunderne – ud over de beregnede besparelser på energiomkostningerne – får et kontant tilskud til selve investeringen. Og det øger alt andet lige incitamentet til at få projekterne udført.

Mette Skjoldmark understreger desuden, at der altid skal ansøges om tilskud, før projektet igangsættes, for ellers kan energibesparelsen ikke indberettes og tilskuddet ikke udbetales.

Tag handsken op

Hos tagpapleverandøren Eurotag Danmark opfordrer man virksomhedens netværk af tagdækkere til at samle handsken op, gå i offensiven og fortælle om tilskudsordningen, når de står ude hos virksomhederne.

– Eksempelvis er efterisolering i forbindelse med tagudskiftning et af de projekter, som kan give gode penge igen, da energibesparelserne ofte kan være store. Det giver tagdækkeren gode økonomiske kort på hånden i salgssituationen. Han kan ikke alene fortælle virksomhedsejeren, at der er langsigtede driftsbesparelser i sigte, men også at anlægsudgiften her og nu reduceres kraftigt takket være energitilskuddet, siger adm. direktør Peter Kranz fra Eurotag Danmark.

Relateret indhold