30.000 boligejere sad klar ved tasterne, da Bygningspuljen i sidste uge åbnede for ansøgninger om tilskud til energirenovering. Det betød, at de 250 millioner kroner i puljen slet ikke slog til.
8600 af ansøgerne fik tilskud, men i løbet af dagen havde op mod 10 gange så mange stillet sig i kø og rakt hænderne frem. Det beretter installationsmedierne.dk.
– Jeg kan sagtens forstå frustrationen, hvis man føler, at vi har lovet et tilskud, og man så ikke kan få det. Det er bare ikke flere penge, end der er, udtaler kontorchef i Energistyrelsen Heidi Ingeman Koch til installationsmedierne.dk i en kommentar til det store ansøgerfelt.
– Man skal huske på, at der sidste gang kom 19.000 ansøgninger i alt. Denne gang havde vi 30.000 i kø, da vi åbnede klokken 10. Det havde vi virkelig ikke forventet, tilføjer kontorchefen.
Der er stadig 425 millioner kroner i årets pulje, som åbner for ansøgninger ad to omgange i 2021. Her kan landets boligejere igen stille sig i kø og søge penge til forbedringer, ellers må de bruge af den vildtvoksende friværdi.