I sommer åbnede fem nye stationer på M4-linjen i Sydhavn og Valby, og nu er turen kommet til en forlængelse af M4-linjen i Nordhavn med to nye stationer i byudviklingsområdet Levantkaj og det fremtidige centrum i Ydre Nordhavn.
I februar i år offentliggjorde Metroselskabet udbuddet på design- og anlægskontakten efter konceptet ’tidlig entreprenørinddragelse’. I denne udbuds- og kontraktform inviterer Metroselskabet et hold bestående af entreprenør, ingeniørrådgiver og arkitekt ind i projektplanlægningen på et tidligt stadie.

Metrolinje M4 holdt prisen og tidsplanen. Men hvordan kunne det lade sig gøre?
Formålet er at opnå et endnu bedre samarbejde på projektet, minimere projektets klimaaftryk og i sidste ende bygge en bedre metro for kunderne og byen.
– Med M4 til Ydre Nordhavn benytter vi os af en for Metroselskabet ny kontraktmodel, hvor vi gennem et tidligt samarbejde med entreprenøren får bedre mulighed for bringe dennes erfaringer og kompetencer i spil i håb om at skabe innovative og bæredygtige løsninger, som kan bidrage til at reducere CO2-aftrykket ift. tidligere metroprojekter, siger direktør i Metroselskabet, Rebekka Nymark.
De 3 teams
Ud af seks ansøgninger har Metroselskabet nu valgt at prækvalificere tre teams, som deltager i konkurrencen om at designe og bygge den nye udvidelse af linjen.

De tre entreprenører med teams er:
- Acciona Construcción, S.A. med Acciona Engineering, Niras, Egis Rail samt Weston Williamson + Partners
- M.J. Eriksson med LM Byg, Bravida, Artelia, C.F. Møller samt BIG
- MT Højgaard Danmark, Rambøll samt Cobe

Meget mere metro: Mød M5 med 10 nye stationer
– Når vinderen er fundet i konkurrencen, ser vi frem til et godt samarbejde, hvor vi sammen med entreprenøren og rådgiverne kan finde de bedste løsninger. Med tidlig entreprenørinddragelse bliver konkret viden fra bygge- og anlægsbranchen bragt på bordet fra begyndelsen af designprocessen, og alle parter får bedre forståelse for processer og risici, siger Rebekka Nymark.
Om M4
– M4 til stationerne Nordhavn og Orientkaj åbnede i marts 2020 som en afgrening af M3 Cityringen med nye, hurtige forbindelser mellem Nordhavn og andre dele af byen.
– I 2024 åbnede forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby med fem nye stationer. Stationerne har siden åbningen haft mere end dobbelt så mange passagerer som forventet.
– De to nye stationer med de foreløbige navne v/Levantkaj og v/Nordhavn C (ved Tunnelfabrikken) er planlagt som en 1,6 km højbane som en fortsættelse af M4-linjen fra Orientkaj Station.
Vinderen af udbuddet forventes at blive fundet i efteråret 2025. Derefter følger en designfase og miljøkonsekvensvurderingen.
Selve byggeriet forventes påbegyndt i 2027, og målet er, at de nye stationer åbner for passagerer i 2030.