Pengestærke beboere til Design City

Både Sydbank og Danske Bank får nye afdelinger ved Design City i Kolding.
Dansk Bank opfører 4.000 kvadratmeter. Visualisering: Arkitema Architects.
Dansk Bank opfører 4.000 kvadratmeter. Visualisering: Arkitema Architects.

Design City er en helt ny bydel, der ligger centralt i Kolding, tæt ved både havnen, banegården og campusområdet. Området er udlagt til byggeri, hvor grundlaget er bæredygtighed, nye samarbejdsformer og innovation gennem design.

Nu sættes der snart gang i byggeriet af to projekter – der godt nok er separate men omvendt er beslægtede. De to tårne bliver på samlet 11.700 kvadratmeter. Begge tårne er tegnet af Arkitema. Danske Bank bygger det ene på cirka 4.000 kvadratmeter, mens Bjert Invest står bag det andet tårn med 7.700 kvadratmeter – hvoraf ca. 3.000 udlejes til ankerlejeren Sydbank.

Vi er stærke på netop økonomiuddannelser og innovation i vores videregående uddannelsesretninger og her vil bankernes nye tanker og domiciler spille en central rolle i, at det bliver et campus, som er noget unikt.

Jørn Pedersen Borgmester, Kolding

Glad borgmester

Bankernes beslutning er også med til at understrege, at planen om Design City ikke er en drøm, men en plan, som nu rykker et stort skridt nærmere sin endelige realisering.

– Det vil give genlyd og passer perfekt ind i vores vision ‘Kolding – vi designer livet’, og i den grad ind i strategien om skabelsen af Danmarks nye campusmiljø. Vi er stærke på netop økonomiuddannelser og innovation i vores videregående uddannelsesretninger og her vil bankernes nye tanker og domiciler spille en central rolle i, at det bliver et campus, som er noget unikt. Jeg glæder mig over denne styrkelse af vores erhvervsliv, og jeg er glad for, at bankerne udlever den drøm i lige præcis vores kommune?, siger borgmester Jørn Pedersen.

Rykker ind om to år

Danske Bank flytter ikke kun sin nuværende afdeling fra Riberdyb til Design City, i byggeriet bliver plads til 200 nye arbejdspladser, hvoraf 125 er nye arbejdspladser, der rykkes til Kolding fra henholdsvis Vejle og Vojens.

Sydbank får ikke flere medarbejdere, men helt nye faciliteter til betjening af både privat- og erhvervskunder.

Tankerne bag den nye bydel er at skabe en synergi mellem virksomheder, uddannelser og nærområdet, og bankernes nye naboer bliver blandt andre Retten i Kolding, SDU, Designskolen, IBC, Kolding HF & VUC samt nye ungdomsboliger og Kolding Å.

– Vi ser her et stærkt eksempel på, hvad godt tværgående samarbejde i erhvervslivet kan føre til. Vi har i Erhvervsstrategi 2022 også et mål om at få flere arbejdspladser til kommunen, og med et ryk på 125 nye arbejdspladser på en gang fra Danske Bank, kan vi kun være tilfredse, siger adm. direktør, Tommy Langhoff fra Business Kolding.

Planen er, at Sydbank flytter ind i april 2018, men Danske Bank kommer i sommeren 2018.

Bjert Invest står bag denne bygning på 7.700 kvadratmeter, som får Sydbank som ankerlejer. Visualisering: Arkitema Architects.
Bjert Invest står bag denne bygning på 7.700 kvadratmeter, som får Sydbank som ankerlejer. Visualisering: Arkitema Architects.

Relateret indhold