Ørestad Syd tilføres 148 almene boliger

Mangfoldigheden i Ørestad Syd fik et boost i tirsdags, da AG Gruppen og Boligforeningen AAB sammen med boligministeren tog det første spadestik på byggeriet af 148 almene boliger og en ny daginstitution.
Flere centrale aktører for udviklingen af København var med til førstespadestik. Fra venstre er det Christian Høgsbro direktør i Boligforeningen AAB, Anne Skovbro direktør i By & Havn, Robin Feddern adm. Direktør i AG Gruppen og boligminister Kaare Dybvad Bek. Foto: Kontraframe.
Flere centrale aktører for udviklingen af København var med til førstespadestik. Fra venstre er det Christian Høgsbro direktør i Boligforeningen AAB, Anne Skovbro direktør i By & Havn, Robin Feddern adm. Direktør i AG Gruppen og boligminister Kaare Dybvad Bek. Foto: Kontraframe.

Fakta om byggeriet:

  • Arkitekt: Dorte Mandrup Arkitekter
  • Rådgivende Ingeniør: Orbicon
  • Udvikler/totalentreprenør: AG Gruppen
  • Bygherre: AAB
  • Indflytningsklar: Foråret 2021

Boligminister Kaare Dybvad tog i denne uge første spadestik til 148 almene boliger i Ørestad Syd, som AG Gruppen bygger for Boligforeningen AAB. Det øgede boligudbud er godt nyt for København, hedder det i en pressemeddelelse. Tolerancen og fællesskabet vokser nemlig, når boligformer blandes, lyder det fra direktør i AG Gruppen Tony Christrup.

– Vi har brug for at blande boligformerne i byen. Vi skal have et miks af unge og gamle, familier og singler, direktører og pædagoger til at bo side om side. Det skaber dialog, styrker fællesskabet og sikrer sammenhængskraften.

Plads til alle i byen

Boligminister Kaare Dybvad Bek var inviteret til at tage første spadestik på de almene boliger. For ham markerer det nye byggeri en voksende bevidsthed om behovet for at give plads til alle i byen – og ikke kun dem, der har råd til at betale de dyreste huslejer.

– Det er vigtigt for mig, at vi får skabt mere blandede byer og boligområder i Danmark, så vi derigennem får mulighed for at mødes og leve side om side med andre, der ikke ligner os selv. Det er afgørende, hvis vi skal skabe en stærkere sammenhængskraft, og derfor var det en fornøjelse at tage første spadestik til Ørestad Syds nye almene boliger og daginstitution, siger boligministeren.

Boligminister Kaare Dybvad fik æren af at tage første spadestik med gravemaskinen. Foto: Kontraframe.
Boligminister Kaare Dybvad fik æren af at tage første spadestik med gravemaskinen. Foto: Kontraframe.

Christian Høgsbro, administrerende direktør i Boligforeningen AAB, havde også et par ord at sige om byggeriet.

– I AAB er vi meget glade for og stolte af, at vi i samarbejde med AG Gruppen kan være med til at sikre, at mennesker med almindelige indkomster også kan bo i hovedstaden – og bidrage til at vi får en blandet by med plads til alle. Det er nemlig vigtigt, at der er plads til alle i København – uanset størrelsen på deres pengepung.

AG Gruppen har bygget almene boliger i mere end 20 år og står blandet andet bag udførelsen af Karen Blixen Parken i Ørestad Nord, hvor almene boliger, andelsboliger og pensionskasselejligheder ligger side om side.

Ifløge planen afleveres de kommende 148 boliger i tre etaper. De første står klar til indflytning i foråret 2021.

Relateret indhold