Der er et uforløst potentiale på markedet for bæredygtigt byggeri, og det potentiale skal et nyt projekt ved navn Sustainable Build hjælpe danske virksomheder med at udnytte. Projektet er udviklet af Dansk Arkitektur Center og LeaderLab med midler fra Industriens Fond.
Baggrunden for projektet er de 440 milliarder euro, som der vil blive brugt på bæredygtigt byggeri i 2015. Det er en vækst på 28 procent siden 2013, og Europa alene står for halvdelen af markedet på verdensplan, og Sustainable Build skal hjælpe danske virksomheder med at få en større andel af det store marked. Industriens Fond har bevilget knap seks millioner kroner til projektet, der skal skabe en fælles innovations- og formidlingsplatform for materialeproducenter, bygherrer og arkitekter, konstruktører, ingeniører, forsker og investorer.
Hastigt voksende marked
– De påtrængende klima- og miljøudfordringer har skabt et hastigt voksende marked for bæredygtige materialer og komponenter til byggeriet – og for såkaldt “cirkulære” byggeprocesser med fokus på ressourceoptimering og genanvendelse. Det marked skal de danske virksomheder have så stor en del af som muligt. Projektet Sustainable Build har nogle interessante metoder til at skabe den vidensudveksling og innovation, som er absolut nødvendig i den sammenhæng, siger adm. direktør i Industriens Fond, Mads Lebech, i en pressemeddelelse.
Sustainable Build bygges op som et partnerskab mellem private og offentlige aktører og vil blive udviklet og realiseret i tæt samarbejde med en række store industrivirksomheder. Metoden er blandt andet at samle aktører på tværs af værdikæden for at finde løsninger på, hvordan barriererne for det bæredygtige byggeri kan fjernes. Herudover vil projektet bringe større etablerede virksomheder sammen med mindre vækstvirksomheder og start-ups for at accelerere nye bæredygtige løsninger.
Stærk silodannelse i byggeriet
Dansk Arkitektur Center er en del af projektet, og her mener man, at byggebrancen har brug for mere innovation.
– Tværfaglige partnerskaber er en helt nødvendig vej til innovation og udvikling i byggebranchen, som traditionelt er præget af stærk silodannelse. Vi er nu gået i positiv dialog med såvel store som små udviklingsdrivende virksomheder i branchen, og jeg oplever en stor interesse for et innovationsprojekt, der som Sustainable Build har skarpt fokus på tværfaglighed og bæredygtighed som vækst- og konkurrenceparametre, siger Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.
Sustainable Build-projektet løber over to år.