Building Green i et lille format men i store rammer på Lokomotivværkstedet i København blev onsdag morgen åbnet af boligminister Kaare Dybvad, som fortalte om regeringens visioner for at gøre byggeriet i Danmark mere bæredygtigt.
Med udgangspunkt i den frivillige bæredygtighedsklasse fortalte Kaare Dybvad (S) efter åbningen, hvor der var sikret god afstand imellem de få fysiske deltagere, at det er vigtigt at have redskaber til at gøre bæredygtige byggeprocesser mere overskuelige.
– Det er hele den ramme, der er omkring at sikre, at vi kan få et byggeri, hvor vi kan være med til at presse på for større bæredygtighed, både i forhold til materialer og i forhold til co2-udledning. Altså, det at få livscyklusanalyser på alle vores byggerier, og få større overblik over vores materialer, hvad de udleder, fortalte Kaare Dybvad til Dagens Byggeri.
Boligministeren ser store muligheder i at skabe et godt fundament for bæredygtige byggeprocesser, og her er nogle af de vigtigste byggesten et gennemskueligt og ensartet grundlag at træffe beslutninger ud fra, og her spiller den frivillige bæredygtighedsklasse en vigtig rolle.
– Det er det, der gør at vi kan føre klimapolitik i forholdt til byggeriet, og derfor er den super-vigtig. Nu er den frivillig halvandet år endnu, og så bliver den obligatorisk, og så har vi ligesom et redskab til også at sikre at vores byggeri går i en grønnere retning.
Flere værktøjer
Efterårets politiske forhandlinger på bygge- og boligområdet skal snart i gang, og regeringen har ifølge boligministeren kigget til vore nabolande, for at hente inspiration til, hvordan træ eksempelvis kan komme til at spille en større rolle i et stadig mere bæredygtigt dansk byggeri.
Regeringen har ifølge Kaare Dybvad en række andre værktøjer end blot den frivillige bæredygtighedsklasse at trække på når blandt andet forhandlingerne om en klimahandlingsplan for byggeriet, går i gang i løbet af kort tid, men præcis hvad regeringen kommer til at spille ud med af forslag, blev ikke afsløret på Building Green. Ministeren kunne dog overfor Dagens Byggeri løfte sløret for, at træ kommer til at spille en stor rolle i de kommende forhandlinger.
– Det er da klart, både i forhold til hvordan staten er bygherre og i forhold til hvordan vi går til det nordiske samarbejde – mange af de gode erfaringer, der er der, hvor vi kan trække noget ind, blandt andet på træbyggeri, som de er meget gode til i Norge og Sverige, og så selvfølgelig den overordnede strategi i forhold til det europæiske niveau, byggevareforordningen, som er måske det mest centrale element i vores samlede byggeri og hvordan vi regulerer det. Jamen, der har vi jo sådan set de samme spor til at sikre, at vi får en langt mindre co2-udledning i det byggeri, vi laver.
Følg Building Green her på Dagens Byggeri #BG20