Frem mod 2030 arbejder Aalborg Portland på at reducere sin CO2-udledning med 1,6 millioner tons: Cementkoncernen har sat et loft på CO2-udledningen på 600.000 tons i 2030 uanset aktivitetsniveau, hvilket svarer til en reduktion på 73 % af den nuværende udledning.
Her skal CO2-fangst spille en vigtig rolle ved at levere en CO2-reduktion på 400.000 tons om året. Og nu – efter måneders forberedelser – er Aalborg Portland klar til at realisere ambitionerne.
I går, den 5. december, kunne virksomheden officielt indvie et nyt pilotanlæg til CO2-fangst, og i samarbejde med forskere fra DTU og med støtte fra Innovationsfonden vil Aalborg Portland nu gøre sig de første erfaringer med CO2-fangst fra cementproduktion:
– Cement er et uundværligt materiale i byggeriet og indgår i alt fra bygninger til store infrastrukturprojekter. Derfor er det afgørende, at vi skaber en mere klimavenlig cementproduktion, og her vil CO2-fangst spille en vigtig rolle, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at fremstille cement uden at frigive CO2, forklarer Søren Holm Christensen, CEO hos Aalborg Portland.
Afgørende for grøn omstilling
Det mobile anlæg, som DTU har udviklet, er nu placeret ved virksomhedens største cementovn. Den kan fange op til 1 ton CO2 i døgnet og skal efter planen testes frem til oktober 2023.
Resultater herfra skal danne grundlag for etableringen af et anlæg i fuld skala.
– De erfaringer, vi gør os nu i samarbejde med DTU, bliver afgørende for Aalborg Portlands grønne omstilling. Derfor er det også et enormt vigtigt skridt, vi tager med idriftsættelsen af dette pilotanlæg, og vi har store forventninger til resultaterne, siger Søren Holm Christensen.
Nyt setup – udnytter overskudsvarme
Lektor ved DTU Kemiteknik og leder af projektet, Philip Loldrup Fosbøl, fortæller, at den nye teknologi, der bliver udviklet i projektet, kommer til at reducere CO2-udledninger og bidrage til en markant mere klimavenlig cementproduktion i Danmark.
– Samtidig er der tale om et nyt setup, hvor vi kan udnytte overskudsvarme fra selve cementproduktionen til at drifte CO2-fangstanlægget i et vist omfang. På den måde kan vi også spare en stor del strøm, når anlægget er i fuld drift, siger han.
Projektet, der er navngivet Cort og er en del af det missionsdrevne partnerskab Inno-CCUS, har foruden DTU, Aalborg Portland og Innovationsfonden også 51 andre samarbejdspartnere heriblandt Aalborg Universitet, Ørsted og Pentair. Cort har et samlet budget på knap 20 mio. kroner og er støttet af Innovationsfonden med 13 mio. kroner.