Sampension bygger moderne seniorboliger i Gentofte

Pensionskassen står i år klar med 24 nye lejeboliger fordelt på 21 2-værelses- og tre 3-værelseslejligheder, til det ældre segment.
Her i Gentofte kommer 24 nye, moderne seniorboliger til, når renoveringen er færdig senere på året. Foto: Sampension.
Her i Gentofte kommer 24 nye, moderne seniorboliger til, når renoveringen er færdig senere på året. Foto: Sampension.

Flere og flere pensionskasser gør det – investerer i ældreboliger, hvor medlemmerne får fortrinsret.

Det samme gør man nu i Sampension – denne gang en renoveringssag på et ældre byggeri i Gentofte nord for København. Her kommer 24 lejeligheder til, hvor kunderne i Sampension får fortrinsret til boligerne. Aldersgrænsen er sat fra 60 år og opefter.

– Ejendommen har tidligere været lejet ud til Gentofte Kommune, og vi har nu valgt at omdanne den til moderne seniorboliger. Det passer nemlig godt til området og til udviklingen generelt, hvor vi ved, at stadig flere seniorer gerne vil sælge deres bolig og i stedet bo billigere i en lejebolig. Samtidig ønsker mange også mulighed for fællesskab med andre seniorer, og det har vi fokus på i den nye ejendom, som bl.a. får fællesrum, værksted og petanquebane, siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur hos Sampension.

Passer godt ind

Han peger på, at projektet i Gentofte passer godt ind i Sampensions ejendomsportefølje.

– Vi har tidligere investeret i et seniorprojekt i Frederikssund og har andre projekter af samme karakter i vores pipeline. Det er et spændende investeringsaktiv, hvor vi kan bidrage til at skabe boliger og et fællesmiljø for personer i den ældre aldersgruppe, som søger mere end blot et tag over hovedet. Det er oplagt at kigge ind i denne type af ejendomsinvesteringer, når man ser den demografiske udvikling, men vi er også meget bevidste om, at markedet aktuelt har meget fokus på dette segment, siger Torbjørn Lange.

Konkret har Sampension tidligere i år investeret et trecifret millionbeløb i 51 seniorboliger i Frederikssund og et friplejehjem i Valby, der rummer 66 friplejeboliger. Investeringen er en del af en strategisk samarbejdsaftale mellem Sampension og Scandinavian Property Development om udvikling af senior- og plejeboliger, som i første fase rummer aktiviteter for cirka en milliard kroner.

– Vores investeringer i senior- og plejeboliger skal selvfølgelig først og fremmest sikre kunderne et godt afkast. Men samtidig har vi også en naturlig interesse i et være en langsigtet partner for kommunerne i forhold til at supplere deres tilbud til ældre borgere med moderne senior- og plejeboliger, siger Torbjørn Lange.

Relateret indhold