Hercules Fundering satser på grundvandssænkning

Hercules Fundering gør grundvandssænkning til et selvstændigt kerneområde og opruster med nye kræfter i jagten på markedsandele.
Hercules Fundering skruer op for indsatsen med at sænke grundvandet. Foto: Hercules Fundering.
Hercules Fundering skruer op for indsatsen med at sænke grundvandet. Foto: Hercules Fundering.

Grundvandssænkning? Hvorfor?

  • Når der skal bygges i et område med højt vandspejl eller graves ud til en dyb kælder, kan det være nødvendigt at sænke grundvandet for at modstå vandtryk, så længe arbejdet står på.
  • Grundvandssænkning er derfor afgørende for projekter, der skal i dybden, da metoden sikrer, at den underjordiske byggeplads holdes fri for vand.
  • Hercules Fundering er en del af NCC og er specialister i pælefundering, boreopgaver, havne- og vandbygning, grundvandssænkning, byggegruber og jordankre.
  • Virksomheden har cirka 100 ansatte i Danmark.

Hercules Fundering, som er en del af NCC, arbejder med fundering til alle typer projekter inden for byggeri, anlægsarbejder og havneprojekter. Nu øger forretningsenheden sit fokus på grundvandssænkning (GVS) for at følge med den positive udvikling på området.

– Grundvandssænkning har altid været en spidskompetence i Hercules Fundering. Nu sætter vi mere damp under kedlerne, fordi vi ser en mulighed for at styrke vores position inden for området. Derfor er GVS også blevet et selvstændigt kerneområde i Hercules Fundering på niveau med vores øvrige kerneområder, siger direktør i Hercules Fundering, Jesper Schack Fønss Bach.

Klar til det jyske marked

Hercules Fundering udfører alle type opgaver i forbindelse med sænkning af grundvand og har opnået stor erfaring om de geologiske forhold i særligt den Københavnske undergrund. I det hele taget har forretningsenheden rigtig godt fat i det Københavnske marked og udfører GVS på nogle af landets største og mest komplekse byggeprojekter, heriblandt Kronløbsøen i Nordhavn, hvor der bygges en underjordisk parkeringskælder i fire etager. Nu vender Hercules blikket mod den vestlige del af landet, hvor forretningen ser gode muligheder for at styrke sin position.

– Vi ser en stigende efterspørgsel på GVS i Jylland i takt med, at der opføres flere og flere byggeprojekter – særligt omkring Aarhus. Hercules er allerede en kendt spiller i Aarhus, og den position skal vi selvfølgelig bruge i arbejdet med også at vinde flere GVS-projekter. Målet er, at vi skal nå en markedsandel på 20 procent inden for grundvandssænkning samlet set. Det svarer til samme niveau som vores øvrige kerneområder i Hercules, siger Jesper Schack Fønss Bach.

Han fortæller, at Hercules Fundering det seneste halve år har arbejdet med at geare forretningen til at kunne håndtere flere GVS-projekter i fremtiden – blandt andet ved at skabe en fagligt tungere og større grundvandsafdeling.

Opruster med stærk profil

Til at stå i spidsen for at drive de fremtidige GVS-projekter i Hercules Fundering, er det lykkedes at tiltrække projektleder Jan Jensen, som har 27 års erfaring inden for geoteknik og grundvandssænkning, og som gennem sin karriere har arbejdet på en lang række af de største og mest komplekse GVS-projekter i Danmark.

Jan Jensen har 27 års erfaring inden for geoteknik og grundvandssænkning. Nu står han over for en ny start og nye udfordringer. Foto: Hercules Fundering.
Jan Jensen har 27 års erfaring inden for geoteknik og grundvandssænkning. Nu står han over for en ny start og nye udfordringer. Foto: Hercules Fundering.

Selv fortæller Jan Jensen, at han er kommet godt fra start i Hercules og ser frem til et nyt kapitel i sin karriere:

– Skiftet til Hercules er et udtryk for et stort ønske om at være med til at opbygge et GVS-team med stærke værdier og høj faglighed. Jeg har igennem længere tid fulgt Hercules’ udvikling, og jeg er tiltrukket af, at Hercules nu ønsker at bygge videre på et område inden for netop min kernekompetence. Mine primære opgaver bliver at få sat det rigtige hold, levere høj kvalitet og sikre, at vores grundvandsafdeling hele tiden udvikler sig, så vi kan blive ved med at være en attraktiv samarbejdspartner, siger den nyansatte projektleder i Hercules Fundering, Grundvandssænkning.

Også Jesper Schack Fønss Bach er optimistisk omkring fremtiden:

– Det er en stor gevinst for Hercules Fundering, at vi har fået Jan med ombord. Vi har en utrolig stærk grundvandsafdeling og råder over moderne specialudstyr til opgaver inden for GVS. Det er jeg sikker på vil vække positiv opsigt i markedet, siger Jesper Schack Fønss Bach.

Relateret indhold