Ejendomsselskab skifter til reservedels-køkkener

Som led i en større modernisering af 700 lejemål skifter Thylander Gruppen over til et nyt køkken-koncept - i jagten på at optimere drift og vedligehold af bygningerne

I ejendomsbranchen har bæredygtigheden slået igennem. Det sker ifølge ejendomsselskabet Thylander Gruppen som en markant stigning i efterspørgslen på bæredygtigt byggeri, både i Danmark og internationalt.

Thylander oplever således, at investorer, entreprenører og lejere i stigende grad vælger bæredygtige helhedsløsninger, der både tager hensyn til økonomi og miljø.

Det har fået Thylander til at indgå et samarbejde med inventarproducenten Stykka i forbindelse med renovering af 700 københavnske lejemål – et led i en større modernisering af Thylanders ejendomsportefølje.

– Der er en stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter, både fra vores kunder og lejere, og derfor var det oplagt for os at se hvad vi kunne gøre i forhold til mere bæredygtige inventarløsninger, fortæller Maria Sparby, Senior Asset Manager hos Thylander Gruppen.

Ved at skifte over køkkenleverandør, køber Thylanders sig også ind i et inventarkoncept, som er baseret på løbende at kunne udskifte enkeltdele i køkkenelementerne i takt med at de slides.

Et koncept, som i praksis fungerer ved hjælp af indbyggede digitale chips i alle køkkenelementer er koblet op på en digital platform, hvor reservedele og udskiftning styres gennem.

Da nedslidningen af et køkken typisk sker ujævnt, så betyder udskiftning af dele, frem for hele elementer eller et nyt køkken, en længere levetid for det enkelte køkken – og dermed lavere driftsomkostninger får bygherren og et løft til bæredygtigheden takket være det lavere forbrug.

– Det interessante for os er bæredygtighed kombineret med billigere og mere effektiv drift. Ved at investere i bæredygtige produkter der kan vedligeholdes via den digitale platform, kan vi minimere miljøpåvirkningen og totalomkostningerne og derved forbedre afkastet af porteføljen, afslutter Maria Sparby.

Relateret indhold