For moderne virksomheder er kontorets digitale forhold helt afgørende og forretningskritiske. Derfor har DEAS Group taget første skridt i et nyt partnerskab.
– Den digitale infrastruktur er et afgørende parameter for at tiltrække og fastholde den moderne erhvervslejer. Vi ønsker at tilbyde vores investorer en stærk rådgivning inden for alt, der relaterer sig til ejendommen, og sikre, at vi sammen kan imødekomme de stigende krav fra brugerne. Derfor er vi meget glade for at indgå et partnerskab med WiredScore, siger Rikke Lykke, Group CEO i DEAS Group.
Wiredscore er et globalt certificeringssystem, der vurderer en ejendoms digitale infrastruktur og smart-teknologi.
Certificeringen kan tjene som et redskab i investorers ESG-strategi på en række områder og højner blandt andet den miljømæssige bæredygtighed ved at fremtidssikre ejendommen, så man undgår unødige ombygninger. Samtidig sikrer man et godt arbejdsmiljø og en høj produktivitet, når medarbejderne har et effektivt, digitalt setup, og med en certificering kan man rapportere objektivt og konsistent om ejendommens digitale sammenhængskraft.
Uddanner AP’ere til at rådgive investorer
Ejendomme opnår en Wiredscore-certificering gennem en certificeringsproces, som udføres af en akkrediteret auditor, officielt betegnet som en ‘Accredited Professional’ (AP).
DEAS Group vil uddanne i alt 12 medarbejdere, der bliver nogle af de første Accredited Professionals i Danmark, Sverige, Norge og Finland. De vil kunne håndtere certificeringer og rådgive investorer om udviklingen af kommende projekter og opgradering af eksisterende ejendomme, så deres digitale infrastruktur fremtidssikres.
– Teknologiske forandringer sker hurtigt, og vores program giver fagfolk inden for ejendomsbranchen mulighed for at være på forkant med det teknologiske design i bygninger. Vi ser frem til samarbejdet, siger Henry Pethybridge, Global Director of Growth Markets, WiredScore.
Digital certificering på tværs af Norden
Danmarks første auditor er allerede på plads: DEAS’ energiingeniør Mathias Kæmmer er AP’er og kan nu certificere både nybyggede og eksisterende kontorbygninger – det vil sige Office Development og Office Occupied.
– Vi investerer i digital certificering på tværs af Norden for at understøtte vores investorer i en digital udvikling af deres ejendomme. Denne type certificering er helt naturligt i familie med øvrige certificeringer inden for bæredygtighed, siger Hans Andersen, Head of Sustainability i DEAS.
Indtil videre har WiredScore globalt certificeret 700 mio. m2 ejendomme, hvor der bor og arbejder over 7 mio. mennesker.
Programmet er tilgængeligt i Nordamerika, Europa, Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet.