Danske veje oplever pæn vækst i antallet af eldrevne kassevogne

I dag er cirka 1 ud af 300 varebiler drevet fremad enten en el- eller hybridmotor. Det er en voldsom stigning sammenlignet med 2018, hvor andelen var mindre end 1 af 400.
Tilbage i januar sendte virksomheden El:con yderligere 25 nye elvarebiler på gaden. Der er dog stadig et stykke imellem dem ude i landet, selv om udviklingen går i elbilernes retning. Pressefoto.
Tilbage i januar sendte virksomheden El:con yderligere 25 nye elvarebiler på gaden. Der er dog stadig et stykke imellem dem ude i landet, selv om udviklingen går i elbilernes retning. Pressefoto.

Mere el under motorhjelmen. Det er ambitionen for regeringen og de danskere, som har valgt den, men også for erhvervslivet. Flere selvstændige håndværkere investerer nemlig i eldrevne varebiler.

Det viser en ny undersøgelse, som FDM har foretaget på anmodning af Dagens Byggeri. Her ser man i tallene fra bilstatistik.dk, at andelen af el- og hybriddrevne kassevogne som del af det samlede varebilsantal her til lands er vokset med godt 50 procent siden 2018.

For to år siden var der 669 varebiler med elmotor, mens hybriderne talte 232. I år til dato er antallet vokset til 1026 med elmotor og 346 som hybrid. Og chefkonsulent ved FDM Ilyas Dogru spår, at væksten snarere vil tiltage end aftage.

– I modsætning til personbilerne er udviklingen i antallet af elektrificerede el-varevogne ikke sket så hurtigt. Men der er ingen tvivl om, at fremtiden er elektrisk. Og jeg tror, vi vil se et boom i dette årti, lyder vurderingen fra bil-eksperten.

Det samlede antal varebiler herhjemme er 376.465. El- og hybridbilerne udgør derfor 0,36 procent.

AO har sat ladestanderne op

Hos grossisten AO har man trods den lave andel valgt at komme udviklingen i forkøbet. Selv om der ikke kører mange eldrevne varebiler forbi og handler ind i disse dage, har man valgt at investere i ladestandere foran håndværkerbutikken på Rørvang i Albertslund.

– Det er ikke, fordi vi efterkommer et massivt ønske lige nu, men vi taler med kunder, som er i gang med at omstille til elektriske vognparker. Det ligger i vores DNA, at vi gerne vil være på forkant med grønne og intelligente løsninger, siger salgsdirektør Lars Kestner fra AO.

Hvis den danske vognpark skal bidrage til den CO2-reduktion på 70 procent, der er målet i klimaaftalen, skal der være over en million elbiler på gaden om 10 år, ifølge Klimarådets beregninger.

AO har smækket ladestandere op til el-varebiler, selv om der endnu ikke er ret mange af slagsen på vejene. Pressefoto.
AO har smækket ladestandere op til el-varebiler, selv om der endnu ikke er ret mange af slagsen på vejene. Pressefoto.

Det betyder blandt andet, at der skal være 130.000 eldrevne varebiler, hvilket er en anelse fra de cirka 1000 biler, som kører rundt i dag.

Der er altså stadig et stykke vej, før vi rammer en eldreven varebils-virkelighed.

Relateret indhold