Siden 2022 har Lærlingeoprøret råbt politikere og medier op om vilkårene på erhvervsuddannelserne, hvor gammelt udstyr, nedslidte bygninger og et studieliv uden de samme rettigheder som andre studerende præger hverdagen.
Nu har græsrodsbevægelsen modtaget HK’s pris, HandleKraft-prisen, for deres arbejde med netop at sætte fokus på investeringer i erhvervsuddannelserne, og dét de selv kalder et opgør med ’uddannelsessnobberi’.
Med prisen følger 25.000 kroner.
Mangel på faglærte: Indsats skaber 545 lærepladser
– Lærlingeoprøret fortjener al den ros og anerkendelse, vi kan give dem. Deres opråb har i høj grad sat erhvervsuddannelserne og faglig stolthed på dagsordenen, siger forbundsformand for HK, Anja C. Jensen, der uddelte prisen sammen med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
– De sætter lige netop handlekraft bag ordene og råber op, forandrer og går forrest. Og mindst lige så vigtigt – de får os andre til både at se deres udfordringer i et klarere lys og til at gå med. Derfor er jeg glad for, at HK i dag kan give dem HandleKraft-prisen, tilføjer hun.
Kommer ikke til at ændre kulturen alene
Asbjørn Frier og Anna Schmidt fra HK Ungdom modtog prisen på vegne af Lærlingeoprøret:
– De her penge er vildt vigtige for en græsrodsbevægelse som Lærlingeoprøret, og det kommer til at gøre en kæmpe forskel for kampen, siger Anna Schmidt fra HK Ungdom Hovedstaden.
Vil vende udviklingen: Flere i Region H skal på erhvervsskole
Hun tilføjer:
– Men det er vigtigt også at huske, at penge alene ikke kommer til at ændre kulturen om, hvordan vi ser på erhvervsuddannelserne. Den ændrer vi ved at snakke om det rundt om spisebordet derhjemme, med klassekammeraterne i folkeskolen og ikke mindst på gymnasierne. For det er aldrig for sent at tage en erhvervsuddannelse.