I dag har Byggeriets Handletank for Bæredygtighed fremlagt en ny rapport, der indeholder 33 anbefalinger. Rapporten konkluderer, at byggeriets CO2 aftryk udgør 23 % af de territoriale udledninger i 2021. Der er derfor jf. rapporten et væsentligt reduktionspotentiale.
Læs mere: Handletanken: Cirkulær økonomi og biodiversitet er stadig ukendt grund
I EjendomDanmark er vi helt enige i, at der skal sikres en kontinuerlig nedsættelse af klimabelastningen ved nybyggeri. Samtidig er det væsentligt, at vi ikke glemmer markedet, når der fastsættes nye klimakrav. Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, er det vigtigt, at det også reelt er muligt at levere de tekniske løsninger og materialer, som er forudsætningen for at nedbringe emissionerne.
I anbefalingerne peger handletanken desuden på, at der er et stort potentiale i de eksisterende bygninger, og hos EjendomDanmark tilslutter vi os det faktum.
Økonomiske følgevirkninger
For os er det essentielt, at klimaambitionerne også følges op af en grundig analyse af de økonomiske konsekvenser ved at stille øgede krav. Det er nemlig ikke uden markante omkostninger at investere i mere bæredygtige løsninger, og det bør man fra politisk side forholde sig til ved fastsættelsen af nye krav.
Læs også: Naturen har selv løsningerne på vores klimaudfordringer
Når ambitionsniveauet hæves, har det også en effekt på priserne, og hvis vi stiller for høje og urealistiske krav, risikerer vi, at det får betydning for fremtidens udbud af lejeboliger såvel som i prisen på dem.
Dette vil være stik imod den politiske ambition om at sikre blandende byer med plads til alle indkomstgrupper.
Hos EjendomDanmark ser vi frem til at nærlæse analysen og til de allerede igangværende forhandlinger om fremtidens klimakrav, hvor byggeriets analyse vil yde et væsentligt bidrag.