Godt nyt: Skatten på generationsskifter sættes ned – også for søskende

Familiefirmaer, der står overfor et generationsskifte, bør vente til efter d. 1. oktober. Her skal de nemlig betale 5 % mindre i skat. Også søskende kan slippe med 10 % i skat.
Foto af snedkerværksted med en kvinde med hestehale i ternet skjorte i forgrunden, der står bøjet over en lille pc. På bordet ligger skårede træstykker. Uskarpt i baggrunden ses en mand, der går bag et bord. På væggen bag ham hænger værktøj.
Der er mange penge at spare, hvis familieforetagender venter til efter den 1. oktober med at foretage et generationsskifte. Helt præcist spares fem procent af virksomhedens værdi ved at vente. Foto: Getty Images

Alt tyder nu på, at det ændringsforslag til loven om beskatning ved generationsskiftet, som skatteminister Jeppe Bruus har fremlagt, bliver vedtaget. Hvis det gør, vil beskatningen på generationsskifter blive sat ned fra 15 % til 10 %. Allerede fra d. 1. oktober.

Der er derfor mange penge at hente ved at vente halvanden måneds tid med at gennemføre et generationsskifte. Hvis man altså går i de tanker. Vent, lyder opfordringen fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen:

Direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk sidder bag en computer i mørkt jakkesæt, lyseblå skjorte. Uden slips.
Ejerledere bør klappe hesten indtil 1. oktober i år, hvis planlægger et generationsskifte, opfordrer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

– Ifølge forslaget vil de nye regler træde i kraft med virkning fra den 1. oktober i år. Så det vil være ærgerligt at gennemføre en overdragelse den 30. september, så familien dermed mister fem procent af dens værdi. Omvendt kan de håndværksmestre, der blot er i gang med at planlægge et skifte, nu endeligt få sikkerhed for, hvor meget der skal afleveres til staten, hvis virksomheden skal videreføres af et familiemedlem, forklarer han.

Flere nære familiemedlemmer

Samtidig med ændringen i beskatningen er der en anden velkommen ændring på vej, fortæller Morten Frihagen.

Læs også

Davidsen øger sin markedsandel markant med tre opkøb

– Af forslaget fra skatteministeren fremgår det også, at antallet af personer, der betragtes som nærtstående familie, bliver udvidet. Hidtil har det kun været muligt at gennemføre et generationsskifte med 15 procents beskatning mellem forældre og børn. Hvis forslaget går igennem som det er fremlagt, bliver det fra den 1. oktober også muligt mellem brødre og søstre – og naturligvis til den nye, nedsatte skattesats, understreger han.

Acceptabel frist

Han ser ikke den korte frist som et problem. Tværtimod roser han regeringen for at arbejde med en kort tidshorisont i forhold til, hvornår loven træder i kraft. Også selvom regeringen lovede det konkrete udspil, da den blev dannet efter folketingsvalg d. 1. november 2022:

– Ofte ville sådan en lovændring træde i kraft ved et årsskifte, men det ville betyde at endnu flere skulle udskyde deres endelige overdragelse af virksomheden. En frist på blot to måneder til ikrafttræden vil kun udskyde relativt få generationsskifter og er derfor helt acceptabelt, siger Morten Frihagen.

Relateret indhold