Privat fond giver 50 mio. kr. til grønnere erhvervsuddannelser

Villum Fonden stiller en pose penge til rådighed for erhvervsskolerne, så de studerende på bl.a. byggeuddannelserne får ny viden, så de kan bidrage til et mere bæredygtigt samfund.
De unge på erhvervsskolerne skal have endnu mere viden om, hvordan vi bygger et mere bæredygtige samfund. Det skal 50 mio. kr. fra en ny, grøn pulje hjælpe med. Foto: Getty Images
De unge på erhvervsskolerne skal have endnu mere viden om, hvordan vi bygger et mere bæredygtige samfund. Det skal 50 mio. kr. fra en ny, grøn pulje hjælpe med. Foto: Getty Images

Viden om både grønne teknologier, bæredygtige materialer og energioptimering er helt afgørende for den grønne omstilling og fokus på bæredygtighed i alle brancher. Den viden får erhvervsskolerne nu mulighed for at styrke, så eleverne kan bidrage til et bæredygtigt samfund på deres fremtidige arbejdspladser.

Og det er nødvendigt, viser en kortlægning af hvilke kompetencer, der er brug for at udvikle blandt unge på de danske erhvervsuddannelser, hvis Danmark skal indfri sine klimaambitioner.

Undersøgelsen, der blev sat i værk af en gruppe faglige udvalg med støtte fra Undervisningsministeriet, viste, at der er behov for at styrke de unges viden og kompetencer på en række centrale områder for at imødekomme fremtidens kompetencebehov og forberede de unge på at indgå i et bæredygtigt og grønt arbejdsmarked.

Læs også: Norsk model kan give 14.000 flere elever på danske erhvervsskoler

Det gælder f.eks. nye teknologiske løsninger, regler, krav og certificeringer samt elektrificering, digitalisering og energioptimering.

Kan udvikle helt nye undervisningsforløb

Derfor åbner Villum Fonden nu den nye pulje, Grønnere EUD, på i alt 50 mio. kr., hvor erhvervsskolerne kan søge midler til at styrke uddannelser inden for de to områder teknologi, byggeri, transport samt fødevarer, jordbrug, oplevelser. På uddannelserne går der op mod 50.000 elever, som uddanner sig til alt fra f.eks. tømrer og elektriker til landmand og værktøjsmager.

Programdirektør i Villum Fonden, Agi Csonka, fortæller:

– Danmark har brug for dygtige, engagerede og miljøbevidste unge håndværkere. Med den nye pulje giver vi erhvervsskolerne mulighed for at tilpasse deres uddannelser til bæredygtighed og grøn omstilling på det danske arbejdsmarked. Erhvervsskolerne kan både søge midler til at justere de eksisterende uddannelser og til at udvikle helt nye undervisningsforløb eller måske særlige grønne linjer. Og vi ser meget gerne, at ansøgningerne omfatter innovative samarbejder om undervisningen mellem skoler og virksomheder, for det er der i høj grad brug for.

Den nye pulje giver erhvervsskolerne mulighed for at tilpasse deres uddannelser til bæredygtighed og grøn omstilling. Foto: iStock
Den nye pulje giver erhvervsskolerne mulighed for at tilpasse deres uddannelser til bæredygtighed og grøn omstilling. Foto: iStock

Puljen Grønnere EUD er blevet til i samarbejde med centrale aktører fra erhvervsuddannelsesområdet. Puljen supplerer Villum Fondens øvrige klimabevillinger på uddannelsesområdet, f.eks. projekterne Grøn Smed, Klimasmart – Bæredygtigt byggeri og EUD redder klimaet. Erfaringer herfra er også indgået i arbejdet med at opsætte rammer og kriterier for den nye pulje.

Vedholdenhed, investeringer og kompetencer

Undervisningsminister Matias Tesfaye fremhæver, at regeringen allerede har afsat et historisk stort beløb – 300 mio. kr. årligt fra 2025 og 400 mio. kr. årligt fra 2030 – til at hæve kvaliteten på erhvervsuddannelserne for at sikre, at eleverne på erhvervsskolerne bliver uddannet i brugen af tidssvarende og grønt udstyr.

– Den grønne omstilling er et kæmpestort byggeprojekt, og det kommer vi ikke i mål med, fordi vi ønsker os det rigtig meget. Det kræver vedholdenhed, store investeringer og ikke mindst de rigtige kompetencer, siger ministeren som takker Villum Fonden for også at tage ansvar for det vigtige område.

Læs også: Stor begejstring over ny folkeskole-aftale

Det er muligt at ansøge puljen i perioden 15. april til 15. august 2024. Der kan søges om maksimalt otte mio. kr. til projekter, der løber i op til fem år.

Relateret indhold