Fuld fart på grønt boligområde i Ballerup

Det går stærkt med opførelsen af det nye, grønne boligområde Parkkvarteret, hvor det fjerde rejsegilde netop er blevet afholdt - og mere venter efter sommer.
Håndværkerne blev hyldet, da det fjerde rejsegilde i det nye boligområde Parkkvarteret blev fejret.
Håndværkerne blev hyldet, da det fjerde rejsegilde i det nye boligområde Parkkvarteret blev fejret.

I går onsdag kunne projektudvikleren FB Gruppen og den faste samarbejdspartner, entreprenøren Ingcon, sammen med håndværkerne fejre det fjerde rejsegilde i det nye boligområde Parkkvarteret i Ballerup, der kommer til at rumme 500 boliger fordelt på forskellige boligtyper.

Projektet Lindehuset er tegnet af arkitekterne Holscher Norberg og består af 62 lejligheder fra 2 til 4 værelser.

– Idet lejlighederne er gennemgående på tværs af bygningen, kan man se ud mod fællesskabet i Parkkvarteret til den ene side – og ud mod Klimaparken til den anden. Bygningen har skrånende tag, så de øverste lejligheder har næsten fire meter til kip ud mod parken, fortæller tegnestuechef Søren Yde Jensen, Holscher Nordberg.

Flere rejsegilder efter sommer

Klimaparken er ikke en del af projektudviklingsopgaven, men kommunen forventer, at den er færdig i 2025. Inden da skal FB Gruppens femte byggeri opføres og derfor venter endnu et rejsegilde inden længe:

– Dette bliver sidste rejsegilde, inden sommerferien banker på. Men der venter flere på den anden side, både her i Ballerup, og hvor vi ellers er i gang med at bygge, lyder det fra projektleder Mathias Juul Sørensen, Ingcon.

Beholder 10 % af boligerne

Lindehuset er færdigt til indflytning i sommeren 2024, og er et af de byggerier, FB Gruppen og Ingcon beholder i egen portefølje i modsætning til andre byggerier, der købes af investorer og pensionsselskaber:

– Med en strategi om at beholde 10 % af boligerne i egen portefølje sender vi et klart signal til beboerne og markedet om, at vi er stolte af vores byggerier – såvel helheden, de indgår i som den arkitektur og dét håndværk, de repræsenterer, siger Hans-Bo Hyldig.

Relateret indhold