Tidligere i september godkendte byrådet i Roskilde købsaftalen med Region Hovedstaden om overtagelsen af Sankt Hans, og i forleden mødtes Roskildes borgmester Tomas Breddam og Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen for at underskrive kontrakten.
Kommunen overtager i alt et grundareal svarende til ca. 40 hektar. Det samlede bygningsareal inkl. kælder udgør 43.759 kvadratmeter. Herudover er det hensigten, at der kan ske nedrivning og opførelse af 15.000 kvadratmeter nybyggeri til boliger. Det samlede bygningsareal inkl. boligbyggeretter udgør således 58.759 kvadratmeter.
Ud over de 400 familier, der flytter ind, skal alle andre også have mulighed for at bruge det skønne område, som mange også bruger i dag.
Borgmester Tomas Breddam
Overtagelsen har været flere år undervejs, og nu skal kommunen sætte retningen for en ny bydel med 400 boliger, ligesom det tidligere har været tilfældet med Musicon, der har sin egen profil.
– Det, der er vigtigt for mig, er, at det bliver et område for hele Roskilde. Ud over de 400 familier, der flytter ind, skal alle andre også have mulighed for at bruge det skønne område, som mange også bruger i dag, understregede Tomas Breddam ved underskrivelsen.
Samarbejdet med regionen fortsætter
– Jeg er utrolig taknemmelig for, at du har taget turen herud i dag Sophie Hæstorp Andersen. For den her købsaftale markerer også det gode samarbejde mellem Roskilde Kommune og Region Hovedstaden – som fortsætter, for I bliver jo lige her på Sankt Hans, fremhævede borgmester Tomas Breddam i sin tale til regionsrådsformanden og de fremmødte journalister.
Regionsrådsformanden understregede, at Region Hovedstaden ikke forsvinder helt fra Roskilde.
– Vi er ved at bygge Nordens bedste retspsykiatri på markerne heroppe ved siden af, og vi har stadig Afdeling M, der behandler patienter med psykisk sygdom og samtidigt misbrug, liggende hernede. Med andre ord forbliver vi naboer, men nu er vi blevet endnu tættere naboer, sagde hun.
Prisen er aftalt til 105 millioner kroner. Prisen forudsætter, at de nuværende behandlingsfunktioner i Fjordhuset på sigt flyttes fra Vestområdet. Såfremt det ikke kan lade sig gøre, reduceres prisen til 85 millioner kroner.
Overtagelsesdagen for delområde 1 er fastsat til den 1. april 2022. Region Hovedstaden er i gang med at opføre en ny retspsykiatrisk afdeling på den østlige del af Sankt Hans, som forventes at stå færdig med udgangen af juni 2021. Den nye afdeling skal bl.a. huse patienter fra nogle af de afdelinger, der nedlægges på Vestområdet. Såfremt byggeriet forsinkes, udskydes overtagelsesdagen tilsvarende.
Det rekreative område – delområde 2 – overtages medio 2021 efter nærmere aftale. Høringer og borgermøder går i gang i løbet af efteråret.