Der er blevet talt en masse om cirkulær økonomi, og i byggeriet foretages en række nye tiltag, og løsninger bliver udviklet. Alligevel havde vi i Danmark allerede i slutningen af marts – som et af de første lande i verden – opbrugt vores naturlige ressourcer for i år.
Vi er altså ganske langt fra at være i mål i både cirkulær tanke og handling, konkluderer Martha Katrine Sørensen fra Teknologisk Institut:
– Vi bygger i stadig stigende hast. Alene parcelhuset er i gennemsnit gået fra 122 m2 til 213 m2 i løbet af 60 år. Hvis vi skal opnå en balance mellem forbrug og jordens ressourcer, har vi behov for at reducere behovet, vi skal udnytte og bevare det eksisterende, materialer skal recirkuleres, og vi skal tænke i, hvordan vi som en del af byggeriet kan give tilbage, så der kommer et overskud af ressourcer.
Læs også: Danske arkitekter går mest op i grøn omstilling – ifølge dem selv
Hun fortsætter:
– Og med det fjerdehøjeste materialeforbrug i EU samt det faktum, at vi ikke er lykkedes med at afkoble materialeforbrug fra den økonomiske vækst, som andre af de europæiske lande som for eksempel Holland og Tyskland. Så bliver vi nødt til at involvere os langt mere i alle led af værdikæden, for at nå i mål.
“Hvad er min rolle?”
Martha Katrine Sørensen er en af hovedkræfterne bag det nye Roadmap for cirkulær økonomi i byggeriet, som er udarbejdet for Realdania og giver et samlet overblik over de indsatser, som er nødvendige på den cirkulære vej.
Læs også: Svanen fløj 17 pct. højere i 2022 – væksten fortsætter i 2023
Roadmap for cirkulær økonomi, som også We Build Denmark og Clean har været med til at udarbejde, indeholder 28 indsatser opdelt i 5 indsatsområder:
– 28 indsatser er mange og det naturlige spørgsmål er, hvordan vi prioriterer mellem indsatserne. Alt skal ikke sættes i gang med det samme, men branchen er stor og består af mange forskellige aktører, så der kan sættes ind på forskellige områder på én gang. Mange skal i gang. Og jeg mener, at vi alle må se på – og svare på – “hvad er min rolle?”, og “hvordan kan jeg bidrage i omstillingen?”, siger Martha Katrine Sørensen.
Det er bare at tage fat
Sammen med Lise Lyngfelt Molander, også fra Teknologisk Institut, vurderer hun, at vi både kan og skal lykkes med at implementere alle 28 indsatser fra Roadmap for cirkulær økonomi:
– Med det nye Roadmap i hånden har vi et rigtig stærkt værktøj med nogle helt konkrete anvisninger, og det er bare at tage fat, siger Martha Katrine Sørensen og suppleres af Lise Lyngfelt Molander.
Læs også: Stort taksonomiarbejde giver gevinst – både for klimaet og på bundlinjen
– Som videninstitution har vi også et stort ansvar for, at vi lykkes med den cirkulære omstilling. Vi skal bidrage til udvikling af teknologier og principper inden for en lang række områder. Det handler både om dokumentation af materialer, testmetoder, beregningsmetoder, men også om udvikling af konkrete procedurer for eksempel selektiv nedrivning og ressourcekortlægning. Derudover har vi også en vigtig rolle med at formidle viden og få bragt ny viden ud til praksis, hvor forandringen sker.
Fra frontrunners til udbredelse
Cirkulær økonomi er et mål om, at forbrug og produktion er tilpasset klodens mulighed for at regenerere. Det betyder, at i byggeriet skal udnytte de ressourcer, den har i det eksisterende byggeri – og undgå produktion af byggematerialer baseret på jomfruelige råstoffer. Dette har en effekt på både klimaudfordringen og ressourceudfordringen.
– Der er behov for, at byggebranchen i fællesskab skaber en bevægelse, der skal bidrage til de kortsigtede mål om implementering af cirkulære principper i de nuværende byggeprocesser og til de mere langsigtede mål om en total transformation af byggebranchen. Vi skal helt konkret skabe bevægelser, som sikrer, at vi kommer fra frontrunners til udbredelse, fra pilotprojekter til kommercialisering og fra monetær værdi til ny værdiforståelse, forklarer Marthe Katrine Sørensen.