Sats på eksport giver vækst

Nye tal fra Dansk Projekteksport Netværk viser en vækst i omsætningen på over 1,2 milliarder kroner fra 2016 til 2017. Tre fjerdedel ligger i udlandet.
Hvis vores medarbejdere skal få de rette kvalifikationer og kompetencer til, at vi kan byde på store infrastrukturprojekter i ind- og udland, er det tvingende nødvendigt med en jævn strøm af komplekse opgaver, hvor vores medarbejdere kan opnå mere viden både som projektledere og skabe nye samarbejdsrelationer, siger Administrerende direktør Ebbe Malte Iversen, Per Aarsleff A/S. Foto: Aarsleff.
Hvis vores medarbejdere skal få de rette kvalifikationer og kompetencer til, at vi kan byde på store infrastrukturprojekter i ind- og udland, er det tvingende nødvendigt med en jævn strøm af komplekse opgaver, hvor vores medarbejdere kan opnå mere viden både som projektledere og skabe nye samarbejdsrelationer, siger Administrerende direktør Ebbe Malte Iversen, Per Aarsleff A/S. Foto: Aarsleff.

DPN (Netværket af danske projekteksportører) har netop offentliggjort tallene for 2017. Gruppen af virksomheder i DPN oplevede en vækst i omsætningen på over 1,2 milliarder kroner fra 20,3 milliarder i 2016 til 21,5 milliarder kroner i 2017. Heraf udgør aktiviteten i udlandet henholdsvis 7,6 millioner kroner og 8,6 millioner kroner i 2016 og 2017. Netværkets medlemmer har dermed så godt som hentet al væksten i udlandet.

Når man dykker ned i tallene, viser det sig, at omsætningen i udlandet er steget med knap én milliard eller 12,2 procent sammenlignet med det foregående år. Det betyder, at danske virksomheder henter størstedelen af deres vækst i udlandet.

Danmark er et lille marked

Det danske marked er i international forstand et meget lille marked, så hvis danske virksomheder skal sikre sig varig vækst og udvikling af specialaktiviteter, må de orientere sig mod udlandet.

For Danmarks største entreprenør, Aarsleff, giver det at arbejde i udlandet ikke blot mulighed for vækst. Administrerende direktør Ebbe M. Iversen ser det som en strategisk nødvendighed.

– Hvis vores medarbejdere skal få de rette kvalifikationer og kompetencer til, at vi kan byde på store infrastrukturprojekter i ind- og udland, er det tvingende nødvendigt med en jævn strøm af komplekse opgaver, hvor vores medarbejdere kan opnå mere viden både som projektledere og skabe nye samarbejdsrelationer. Danmark er jo et meget lille marked, og de få store infrastrukturopgaver herhjemme er simpelthen ikke tilstrækkelige til at holde os up-to-date. Derfor skal vi have opgaver uden for Danmark. Desuden har vi gennem mange år udviklet specialiserede aktiviteter, hvor det giver mening at arbejde internationalt, siger han.

Godt cv for virksomhed og medarbejdere

Ved at udfolde sig på flere markeder skaber virksomhederne mulighed for at skalere produktionen og gentage måder at arbejde på. Det øger produktiviteten og konkurrenceevnen.

– Lidt populært sagt giver store opgaver i udlandet et godt CV for virksomheden. Det samme gælder for de medarbejdere, der sendes ud. Deres CV opgraderes med attraktive kompetencer. Så samlet set betyder det konkurrencedygtige virksomheder og medarbejdere, flere arbejdspladser og øget indtjening. Der er heldigvis flere unge, som vil være ingeniører. Forhåbentlig vil mange af dem søge mod de virksomheder, der også arbejder i udlandet, siger international chef, Henriette Thuen, Dansk Byggeri.

Virksomhederne i DPN er: Arkil A/S, Arkil Fundering A/S, Bladt Industries A/S, DEKO Partitions ltd, Krüger A7S, Munck Group A/S, Rohde Nielsen A/S, Xergi A/S, Züblin A/S og Aarsleff A/S.

Danmark er jo et meget lille marked, og de få store infrastrukturopgaver herhjemme er simpelthen ikke tilstrækkelige til at holde os up-to-date. Derfor skal vi have opgaver uden for Danmark.

Relateret indhold