Nedrivningsfirma er kronvidne i ny kartelsag

Søndergård Nedrivning spiller en nøglerolle i oprulningen af, hvad der kan være en ny kartelskandale i den danske byggebranche. Mellem 10 og 20 nøglepersoner er sigtet i sagen.
En kartelskandale er nu under opsejling i den danske nedrivningsbranche. Foto: Colourbox.
En kartelskandale er nu under opsejling i den danske nedrivningsbranche. Foto: Colourbox.

Nogle af landets største nedrivningsfirmaer indgår i den kartelsag, der nu er ved at rulle sig ud. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kom på uanmeldte kontrolbesøg i september 2015, og nu har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet rejst sigtelser i sagen. Ifølge Børsen bekræfter Bagmandspolitiet en anmeldelse om et påstået kartel i nedbrydningsbranchen, og mistanken retter sig blandt andet mod Kingo Karlsen, G. Tscherning, J. Jensen samt Søndergaard Nedrivning.

Sidstnævnte spiller en særlig rolle i sagen, idet virksomheden ifølge Børsen har erkendt at have deltaget i kartellet frem til 2013. Men nu har virksomheden ansøgt om strafnedsættelse for til gengæld af hjælpe med at kaste lys over sagen.

Vi gjorde op med branchens metoder i 2013. Det er også årsagen til, at vi har valgt at lægge kortene på bordet og samarbejde med myndighederne.

Mads Søndergaard Direktør, Søndergaard Nedrivning

-Vi gjorde op med branchens metoder i 2013. Det er også årsagen til, at vi har valgt at lægge kortene på bordet og samarbejde med myndighederne, siger direktør i Søndergaard Nedrivning, Mads Søndergaard, til Børsen.

Bekræfter sigtelser

Sagen omhandler 80 forhold inden for de seneste fem år, og virksomhederne er sigtet for at have lånt hinandens priser i forbindelse med udbud for flere hundrede millioner kroner.

Formand i Nedrivnings- og Miljøsaneringssektionen under Dansk Byggeri, Thomas Kingo Karlsen, har ikke mange kommentarer. Han fortæller til Børsen, at Kingo Karlsen, hvor han er adm. direktør, har haft myndighedsbesøg, men slår samtidig fast, at virksomheden ikke har overtrådt loven. En advokat fra J. Jensen-koncernen, der også tæller det sigtede selskab CMP, bekræfter, at der pågår en efterforskning, og hos G. Tscherning, der også omfatter Brandis og Villy C, bekræfter adm. direktør Søren Refsgaard, at man er sigtet i sagen.

Hos Dansk Byggeri ærgrer man sig over sagen og ønsker den afgjort så hurtigt som muligt.

Relateret indhold