Stigende beskæftigelse kan hurtigt være slut

Chefanalytiker Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri advarer om, at stigende beskæftigelsestal for byggesektoren kan være af midlertidig karakter.
Ifølge Danmarks Statistik var beskæftigelsen i byggebranchen steget med 6.500 personer i februar 2015 i forhold til året før. Foto: Colourbox.
Ifølge Danmarks Statistik var beskæftigelsen i byggebranchen steget med 6.500 personer i februar 2015 i forhold til året før. Foto: Colourbox.

På papiret ser det pænt ud, at der ifølge Danmarks Statistik i februar 2015 var beskæftiget 147.900 arbejdere, funktionærer og mestre ved bygge- og anlægsvirksomhed. Det var 6.500 flere end i februar 2014.

Og det er en fremgang ikke mindst på området “reparation og vedligeholdelse”, der kommer overraskende for chefanalytiker Finn Bo Frandsen i Dansk Byggeri:

– Der er fremgang i nybyggeriet og i aktiviteten ved anlægsvirksomhed. Men da udbedringerne af stormskader efter stormene “Allan” og “Bodil” ophørte i løbet af 2014, og da mange private renoveringer er ophørt med afskaffelsen af BoligJobordningen, skyldes fremgangen sandsynligvis, at der endnu er ekstraordinært mange renoveringer af almene boliger, siger Finn Bo Frandsen til Dagens Byggeri.

Fald i den almene sektor

Han understreger, at trods den stigende beskæftigelse holder både boligejerne og erhvervslivet igen med at renovere, mens renoveringerne af de offentlige bygninger holder hånden under aktiviteten:

– Da finanskrisen satte ind, øgede regeringen Landsbyggefondens renoveringsramme, og det tager tid, fra rammen øges, til renoveringerne finder sted. Derfor kom niveauet for renoveringer i den almene sektor meget højt op i 2013 og 2014. Til gengæld er der udsigt til et fald i renoveringsaktiviteterne i den almene sektor i størrelsesordenen 2,5 milliarder kroner fra sidste år til i år. Mange igangværende renoveringer er fortsat fra 2014 til 2015, og jeg tror, at det er mange af dem, der afspejler sig i beskæftigelsestallene, siger Finn Bo Frandsen, der dog regner med en svag fremgang i nybygninger på administrationsområdet, ligesom boligbyggeriet vil stige i de store byer med hovedstaden i spidsen.

Moderat tempo

Ifølge Dansk Byggeri stiger nybyggeriet af boliger i moderat tempo fra et rekordlavt niveau i 2013. Erhvervsbyggeriet er reduceret til et historisk lavt niveau og vil foreløbigt forblive på det lave niveau på grund af mange ledige lokaler og på grund af udflytning af produktion af varer og administrative funktioner til udlandet.

Det offentlige nybyggeri stiger på grund af fremgang i investeringerne i universiteter og hospitaler. Aktiviteten ved anlægsvirksomhed stiger moderat i år og vil til næste år stige markant, hvis anlægsarbejderne med den faste forbindelse under Femern Bælt for alvor går i gang.

Finn Bo Frandsen, chefanalytiker i Dansk Byggeri, er overrasket over den stigende beskæftigelse i byggebranchen. Foto: Ricky John Molloy.
Finn Bo Frandsen, chefanalytiker i Dansk Byggeri, er overrasket over den stigende beskæftigelse i byggebranchen. Foto: Ricky John Molloy.

Relateret indhold