3D-teknologi giver nye muligheder inden for miljøkortlægning

OBH-Gruppen bruger 3D-modellering under miljøkortlægningen af Sønderborg sygehus.
OBH-Gruppen kombinerer Revit-tegninger med miljøkortlægning, så ingeniørerne bedre kan tydeliggøre farligt og forurenet stof på en 3D-tegning. Pressefoto.
OBH-Gruppen kombinerer Revit-tegninger med miljøkortlægning, så ingeniørerne bedre kan tydeliggøre farligt og forurenet stof på en 3D-tegning. Pressefoto.

En del af Sønderborg Sygehus skal bygges om til gigthospital og i den forbindelse har OBH-Gruppen foretaget en miljøkortlægning af bygningen. Miljøkortlægning er i dag en kompliceret opgave i renoveringsprojekter, hvor det er vigtigt at få udspecificeret miljøfarlige bygningsmaterialer, som er blevet anvendt i bygningen. Til at visualisere farlige tungmetaller i bygningen har OBH-Gruppen benyttet sig af programmet Revit, der egentlig er et professionelt bygge- og modelleringsprogram.

Mere overskueligt

Salgschef i OBH-Gruppen A/S Rådgivende Ingeniører, Kresten Jensen, fremhæver, at anvendelse af 3D-teknologi gør miljøsanering langt mere overskuelig.

– Med store og komplicerede bygninger kan det være en stor hjælp med Revit-tegningerne i 3D i en miljøkortlægning. Anvendelse af Revit-tegninger gør store og komplicerede bygninger mere simple og overskuelige, så miljøfarlige områder bliver mere tydelige, og det minimerer risikoen for fejl. Og så kan man opdatere tegningerne, så der også efter miljøsaneringen er styr på, hvor i bygningen, der er forurenet affald, siger Kresten Jensen i en pressemeddelelse.

Tydelige angivelser

Tidligere brugte man en todimensionel tegning af bygningen sammen med et Excel-ark, hvor der stod, hvor store rummene var, hvor det forurenede og farlige materiale var og omfanget af det farlige materiale. På baggrund af det kunne man foretage manuelle udregninger af, hvor meget materiale der skulle fjernes.

Med brugen af Revit får man nu en interaktiv 3D-tegning af bygningen, der kan folde sig ud. 3D-tegningen viser tydeligt med farvekoder, hvilke områder der indeholder farligt eller forurenet affald, og farvekoderne indikerer hvilken type affald, der er tale om. Med hjælp fra Revit kan man også udregne mængden af det forurenede eller farlige affald.

Hurtig beregning

Når miljøsaneringen er udført, bliver tegningerne overdraget til de involverede parter, der skal ombygge sygehuset, som kan bruge dem til flere ting: De kan se hvilken slags affald, bygningen indeholder, og hvor det sidder, og så kan de bruge Revit til at beregne, hvor stor en mængde affald, der skal fjernes. På den måde er det både nemmere og hurtigere at beregne, hvor meget det kommer til at koste, når der skal fjernes farligt og forurenet affald.

Når man har tegningerne i Revit, er det ud fra farvekoderne også nemt at se, hvilke rum man har miljøsaneret og registreret. I en bygning, der er så stor som Sønderborg Sygehus, betyder det, at det bliver let og overskueligt at se, om man har husket at få alle elementer af bygningen med.

3D-tegningerne kan ikke kun bruges i selve ombygningsfasen. Fordi tegningerne er interaktive, er det muligt løbende at opdatere dem, når der er blevet fjernet farligt eller forurenet materiale fra bygningen. På den måde kan Revit-tegningerne hele tiden afspejle bygningens tilstand.

Gevinsten ved brugen af 3D-tegninger i forbindelse med miljøsaneringer er ifølge OBH-Gruppen mere overskuelige miljøkortlægninger. Pressefoto.
Gevinsten ved brugen af 3D-tegninger i forbindelse med miljøsaneringer er ifølge OBH-Gruppen mere overskuelige miljøkortlægninger. Pressefoto.

Relateret indhold