De danske el- og vvs-virksomhederne havde i oktober 2016 de mest positive forventninger af alle byggeriets brancher, når det gjaldt den fremtidige udvikling i omsætning og beskæftigelse de kommende tre måneder. Det viser nye tal for byggeriets konjunkturindikatorer fra Danmarks Statistik.
De positive forventninger kan også aflæses i installatørernes ordrebøger. I oktober 2016 havde el- og vvs-virksomhederne i gennemsnit en ordrebeholdning på henholdsvis 5,3 og 5,2 måneder. Det er en stigning på knap en måned for begge brancher i forhold til oktober 2015.
De positive forventninger er et udtryk for, at installationsbranchen er inde i en god udvikling med en pæn aktivitetsvækst.
Rasmus Larsen Økonomisk konsulent, Tekniq
– De positive forventninger er et udtryk for, at installationsbranchen er inde i en god udvikling med en pæn aktivitetsvækst. Samtidig er branchen mindre påvirket af, at vinteren nærmer sig end andre dele af byggeriet, siger økonomisk konsulent i Tekniq, Rasmus Larsen, og fortsætter:
– Derudover så bidrager den grønne omstilling i form af energieffektivisering og automation i industrien til branchens aktivitet. Det skal dog bemærkes, at det ikke er alle markeder og geografiske områder i installationsbranchen, der er præget af samme optimisme.