Det er lidt af en perle, Freja ejendomme nu har sat til salg på det aarhusianske ejendomsmarked. Senest har Aarhus Universitet brugt Willemoesgadekarréen i det attraktive Trøjborg-kvarter, men oprindeligt blev den 12.000 kvadratmeter store bygning fra år 1900 brugt som bryggeri i de første år. Siden blev ejendommen købt af Otto Mønsted, der producerede den kendte OMA margarine.
Igennem årene har ejendommen ændret omfang, karakter og funktion flere gange, men på trods af skiftende omdannelser og transformationer er det lykkedes at bevare et sammenhængende udtryk for hele karréen.
Vi har sendt informationer ud til en del seriøse investorer, herunder også et par internationale investorer.
Partner og direktør Carsten Gørtz Petersen Sadolin & Albæk
I dag består bygningerne i området af Papirværket, Shedtagsbygningen, Otto Mønsteds Hjørne, Hovedbygningen, Tårnet og Stalden samt et ældre garageanlæg.
Borgermøde og parallelopdrag
Statens Ejendomsselskab, Freja ejendomme, har arbejdet med at gøre ejendommen i Willemoesgade salgsklar gennem længere tid. I sommer afholdt Freja således et borgermøde for interesserede naboer, der kunne komme med input til udvikling af ejendommen. Siden er en række arkitektfirmaer kommet med kreative indspark til udviklingen af ejendommen.
– Vi har haft en god proces og en frugtbar dialog med Aarhus Kommune om, hvordan vi kan udvikle ejendommen, så vi får spændende udadvendte funktioner og nye boliger til Trøjborg. Vi har også holdt et parallelopdrag med fire arkitektfirmaer. Her blev tegnestuerne bedt om at komme med deres bud på, hvordan man kan transformere udvalgte eksisterende bygninger og samtidig tilføje nybyggeri, som passer til stedets ånd. Det har været en spændende proces, siger udviklingschef i Freja ejendomme Lisbeth Nørskov Poulsen.
International interesse
Ejendommen har et grundareal på lige under 12.000 kvadratmeter, og Freja forventer en bebyggelsesprocent på omkring 150.
– Vi har sendt informationer ud til en del seriøse investorer, herunder også et par internationale investorer. Vi oplever, at der er stor interesse for ejendommen, fordi du får chancen for at udvikle et kvarter helt fra bunden i et attraktivt område indenfor Ringgaden. Ja, vi har nærmest oplevelsen af, at investorerne står i kø, lyder det fra Carsten Gørtz Petersen, partner og direktør i Sadolin & Albæk, der varetager salget af ejendommen.
Sidst i denne måned skal interesserede investorer komme med et indikativt bud til Sadolin & Albæk. I midten af maj vender Freja tilbage om, hvilke investorer de ønsker at gå i videre forhandlinger med.
Freja ejendomme forventer at finde en investor inden sommerferien. De foreløbige skitser fra parallelopdraget vil blive fremlagt for borgerne i sommeren 2018, mens arbejdet med en ny lokalplan forventes påbegyndt i efteråret 2018.