Superregnskab: Thylander står klar til at indfri ambitiøse vækstplaner

Hos ejendomskoncernen er man godt til tilfreds med det netop præsenterede resultat, som skaber et solidt fundament for at indfri selskabets ambitioner om at fordoble ejendomsporteføljen til 30 mia. kroner frem mod 2026.
- Også i 2021 har vi været en betydende aktør på det danske ejendomsinvesteringsmarked, siger Thylanders managing partner, Kristian Krogh. PR-foto.
- Også i 2021 har vi været en betydende aktør på det danske ejendomsinvesteringsmarked, siger Thylanders managing partner, Kristian Krogh. PR-foto.

Ejendomskoncernen Thylander kom ud af 2021 med et resultat på 51 mio. kroner efter skat mod 8,7 mio. kroner året før. Samtidig steg egenkapitalen fra 76,7 mio. kroner i 2020 til 127,7 mio. kroner i 2021. Selskabets portefølje under forvaltning har nu rundet en samlet værdi på ca. 15 mia. kroner. Dermed er der et solidt fundament for at indfri selskabets ambitioner om at fordoble ejendomsporteføljen til 30 mia. kroner frem mod 2026.

– Vi er godt tilfredse med det resultat, som vi netop har præsenteret. Vi har også i 2021 været en betydende aktør på det danske ejendomsinvesteringsmarked. Thylander har stået for transaktioner, der samlet repræsenterer ca. 15 % af det totale marked for professionelle boliginvesteringer i Danmark, siger Thylanders managing partner, Kristian Krogh.

Kompetencer fuldt integreret i alle faser

For kun to uger siden offentliggjorde Thylander, at partnerkredsen er blevet udvidet, og at Thylander nu har overtaget hele ejerskabet af Sophienberg Gruppen, der er specialiseret i projektudvikling af bolig- og erhvervsejendomme.

Selskabet har siden 2014 været delejet af Thylander. Sophienberg Gruppens stifter og adm. direktør Lars Bigom er blandt de nye, der er indtrådt i partnerkredsen i Thylander, og han fortsætter som adm. direktør i Sophienberg Gruppen, der også fortsætter under samme navn.

– Vi har nu integreret kompetencerne fuldt ud i alle faser helt fra development til investeringsfasen, finansieringen, asset management, rapportering og frem til salg ved udløbet af investeringsperioden. Derfor står vi stærkere end nogensinde til at indfri de ambitiøse vækstplaner, vi har meldt ud, siger Kristian Krogh.

Develop-to-core-fond i foråret

Thylanders forretningsmodel er etablering af investeringsplatforme, hvor selskabet deltager som medinvestor og asset manager. Investeringsplatformene etableres gennem partnerskaber med institutionelle investorer, industri- og familiefonde samt velhavende privatpersoner.

– I samarbejde med Sophienberg Gruppen vil vi i løbet af foråret 2022 lancere en develop-to-core-fond, hvor investorerne er med fra det første spadestik. Fonden etableres med henblik på opførelse og drift af boliger med et bæredygtigt og langtidsholdbart fokus både i relation til funktionalitet, arkitektur og materialevalg. Vi glæder os utroligt meget til at lancere dette nye initiativ, siger Kristian Krogh.

I slutningen af 2021 indgik Thylander desuden et strategisk samarbejde med AP Pension om Bostad-porteføljen, der omfatter 70 ejendomme med et samlet etageareal på 160.000 m2. Aftalen indebærer, at Thylander skal varetage den fremadrettede forvaltning og udvikling af porteføljen. Aftalen trådte i kraft den 1. februar 2022.

Relateret indhold