1927 Estate har netop købt ejendomsadministrationsselskabet Mose Ejendomsadministration.
Det sker ifølge 1917 Estate i bestræbelserne på at løfte kundeoplevelsen til nye højder i investorers projekter såvel som i egen driftsportefølje.
Tilbage i 2021 indledte 1927 Estate og Mose Ejendomsadministration et strategisk samarbejde. Målet var at øge fokus på slutbrugeren og strømline de interne processer.
Det er resultatet af dette samarbejde, der nu gør, at de to parter er gået sammen og 1927 Estate overtager ejerskabet af Mose Ejendomsadministration.
Samtidig bliver Ida Mose, stifter af Mose Ejendomsadministration, ny administrationschef i 1927 Estate.
– Det er en stor glæde at få Ida og Mose EA med ombord. Mose Ejendomsadministration har vist sig meget kompetente inden for deres felt, både når det gælder dialogen med lejerne samt deres digitale mindset, som understøtter den gode beboeroplevelse, siger adm. direktør i 1927 Estate, Søren Hampen Kristensen.
Ida Mose peger selv på den værdi, det nye setup kan bidrage med:
– Med denne transaktion kan vi i den grad tilbyde endnu bedre service samt en større palette af ydelser til vores kunder som er investorer, lejere og bestyrelser i ejer- og grundejerforeninger.
1927 Estate er et areal- og ejendomsudviklingsselskab med hovedkontor i Risskov. Aktuelt har selskabet 2.500 boliger i pipelinen til samarbejdspartnere og egen portefølje.