Nedslag i analysen ‘Faglærte har gode muligheder for en høj løn’
- – Hver tredje faglærte kan fem år efter endt uddannelse matche lønnen for personer med korte eller mellemlange videregående uddannelser. Blandt faglærte med en teknisk uddannelse er det lidt mere end halvdelen
- – Faglærtes lønniveau topper tidligere i karrieren end f.eks. akademikere
- – Hver tiende faglærte er enten blevet selvstændig erhvervsdrivende eller har fået sig et ledelsesjob i løbet af de første 20 år på arbejdsmarkedet
- – Blandt de faglærte, der blev uddannet i 1998, har ca. 15 % fuldført en videregående uddannelse
- – Kun cirka 10 % af nyuddannede faglærte er ledige et halvt år efter endt uddannelse. For akademikere er det cirka 26 %.
- – 4 ud af 10 oplever, at deres forældre forventer, at de tager en gymnasial uddannelse.
- – 64 % af de unge anser gymnasiet som den ungdomsuddannelse med flest muligheder for videreuddannelse.
Seks ud af ti faglærte har en årsløn på mellem 300.000 og 500.000 kr. fem år efter endt uddannelse, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det betyder, at hver tredje faglærte tjener mindst lige så meget som den typiske person med en kort- eller mellemlang videregående uddannelse.
– Vores analyse viser, at der faktisk er ret mange faglærte, der ret hurtigt etablerer sig på arbejdsmarkedet med en god løn. Slående mange faglærte matcher eller overgår lønnen for nogle grupper med videregående uddannelser fem år efter, svendebrevet er i hus, siger senioranalytiker Emilie Agner Damm fra AE, der står bag rapporten.
Formand for de faglærtes europamesterskab EuroSkills 2025, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, er bekymret for, om de unge kender til de mange fordele, der er ved at gå den faglærte vej.
– Der er alt for få unge, der vælger at gå den faglærte vej. Det hænger blandt andet sammen med, at mange unge og deres forældre nok ikke rigtigt er klar over, hvor god en adgangsbillet en erhvervsuddannelse er til lynhurtigt fodfæste på arbejdsmarkedet med høj jobsikkerhed, god løn og mange muligheder for at videreuddanne sig, siger han.
Læs analysen ‘Faglærte har gode muligheder for en høj løn’ her.
Mange fordomme om erhvervsuddannelser
En tidligere rapport fra tænketanken DEA viser, at 60 % af 9.-klasseseleverne ikke har overblik over antallet af erhvervsuddannelser, mens 45 % mener, at mere viden om erhvervsuddannelserne i høj grad eller i nogen grad kunne få dem til at vælge en erhvervsuddannelse.
Kun hver femte afgangselev tilmeldte sig en erhvervsuddannelse i 2021 trods en politisk målsætning om 30 % af afgangseleverne i 2025.
– Der eksisterer mange fordomme omkring erhvervsuddannelser, og for få unge kender til de mange fordele, der er ved at tage en erhvervsuddannelse. De unge skal vide, at man kan tjene godt som faglært, og at de med et svendebrev bliver eftertragtet arbejdskraft, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Læs mere under billedet…
Stor mangel på faglærte i 2030
I en rapport fra 2021 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skønnet, at der vil være en mangel på cirka 100.000 faglærte i 2030. Det har sat gang i diverse initiativer. På Herning HF & VUC har man bl.a. taget initiativet til HF Hands On, der er en ny fagpakke, der lader de studerende – både mænd og kvinder – opleve alle fordelene ved en teknisk betonet erhvervsuddannelse, samtidig med at de bliver en del af ungdomskulturen på HF.
Forløbet bliver så virkelighedsnært som muligt med besøg i værkstederne og undervisning på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i faget teknologi. Ved at vælge den praktisk betonede HF-studentereksamen kan eleverne fortsat holde alle døre åbne til det videre karrierevalg.
– Behovet for faglærte er stort nu, og så langt øjet rækker. Der skal vi samle alle gode kræfter for at arbejde med denne vigtige samfundsdagsorden. Jeg glæder mig meget til HF Hands On-samarbejdet, hvor jeg tror, at vi kan kombinere det bedste fra HF-uddannelsen med praksisfagligheden på en erhvervsskole. Alle kalder på løsningsforslag i forhold til denne opgave – her er et konkret bud, siger Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Han suppleres af Nina Groes, direktør i Foreningen Divérs og stifter af projektet Boss Ladies, der har fokus på at få flere kvinder på landets erhvervsuddannelser.
– Det handler om at gøre flere opmærksom på den personlige og samfundsmæssige værdi ved en faglært uddannelse. Du bygger nemlig ikke bare et hus eller betjener værktøj – du skaber forandringer og gør en forskel.
Tænk på en håndværker
Hos Boss Ladies arbejder man målrettet på at aflive forældede myter om, at en håndværker er en mand. Det sker bl.a. gennem et stærkt fokus på aktiviteter i folkeskolen, hvor et ambassadørkorps af kvindelige håndværkere tager på besøg, ligesom man giver kvinder mulighed for at afprøve forskellige håndværksfag i praksis.
– Hvis man siger til en folkeskoleelev: Luk øjnene og tænk på en håndværker, så vil langt de fleste se en mand for sig. Og måske en der spiser lidt for meget kød, ryger en masse cigaretter og ikke læser tykke bøger, siger Nina Groes, der vurderer, at det stereotype syn på en håndværker ofte spænde ben for, at særligt piger søger ind i bygge-, anlægs- og installationsbranchen.
– Der er mangel på dygtige håndværkere, og det er et stort talenttab, hvis vi ikke får fat i pigerne. Pigerne fortjener også selv at få øjnene op for de mange muligheder for kreativ udfoldelse og spændende jobmuligheder, der er i branchen, siger Nina Groes.