Tidligere Cowi-leder fuldender direktionen i Brabrand Boligforening

Fra starten af næste år bliver Jens Martin Møller ny projektchef hos Brabrand Boligforeningen, og dermed er direktionen fuldtallig.
Boligforeningens administrationsbygning er placeret ved Gellerups nye vejnet og for dermed at bidrage positivt til de store forandringer i Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. Foto: Brabrand Boligforening.
Boligforeningens administrationsbygning er placeret ved Gellerups nye vejnet og for dermed at bidrage positivt til de store forandringer i Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. Foto: Brabrand Boligforening.

For tiden er der masser af store og spændende udfordringer for Brabrand Boligforening, der lige nu står over for en række renoveringer samt to store helhedsplaner i Gellerupparken og Toveshøj, hvor udførelsen skal håndteres så professionelt som muligt.

Derfor er tiden den helt rette til, at den almene boligforening med 160 ansatte, der håndterer godt 5.200 lejemål fordelt på 28 afdelinger, nu har fået sat direktionsholdet:

Adm. direktør bliver Kristian Würtz, der tiltræder den 1. januar 2022. I dag er han rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Adm. direktør Kristian Würtz.
Adm. direktør Kristian Würtz.

Som administrationschef blev Susanne Witting ansat i 2014. Hun kom fra en post som direktør.

Administrationschef Susanne Witting.
Administrationschef Susanne Witting.

Sidst ankomne bliver Jens Martin Møller som projektchef. Han kommer fra WSP Danmark, hvor han er afdelingschef i Byggeri Vest, og tiltræder stillingen senest den 1. februar 2022.

– Vi var spændt på, om vi kunne tiltrække de rigtige kræfter, og det er gået over al forventning, siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.

Projektchef Jens Martin Møller.
Projektchef Jens Martin Møller.

Han tilføjer:

– Vi har haft det privilegium at kunne sætte et nyt hold, der matcher de opgaver og udfordringer, vi står overfor. Der er både prestigeprojekter, større renoveringer, byudvikling og boligsociale indsatser, der kræver kompetente kræfter, vedholdenhed og konduite. Vi har stor tiltro til, at vores nye direktion er gearet til de forestående udfordringer og også formår at udnytte de gode medarbejderressourcer, der allerede er i organisationen.

Bred vifte af kompetencer

I forhold til den seneste ansættelse af Jens Martin Møller er det især hans erfaring med projektledelse, driftsrådgivning, bygherrerådgivning og personaleledelse, der har vægtet højt hos ansættelsesudvalget:

– Jens Martin har en stor erfaring med at styre større projekter, herunder kontrakter, tid, økonomi, udbud og lovgivning, og så har han den force, at han har arbejdet med bygherrerådgivning og kender til den almene sektor. Desuden har han en grundlæggende forståelse for beboernes udfordringer, så vi er helt trygge ved, at det er Jens Martin, der er ved roret og glæder os meget til at få ham med i direktionen, siger formand Keld Albrechtsen.

Jens Martin Møller er uddannet bygningsingeniør og har arbejdet i en lang årrække hos Cowi, hvor han startede på byggepladserne og senere som bygherrerådgiver og leder for op til 120 medarbejdere.

Der venter den kommende projektchef udviklings- og renoveringsprojekter til en samlet værdi af fire mia. kroner, som skal forvaltes over de næste ti år.

Relateret indhold