Aarsleff opjusterer omsætningsvækst

Der er tryk på kedlerne hos Danmarks største entreprenør - hvor man nu regner med en stigning på toplinjen på cirka 280 millioner kroner for året.
Funderingsprojektet udført af Aarsleff på Naturhistorisk Museum. Foto: Thøger Raun.
Funderingsprojektet udført af Aarsleff på Naturhistorisk Museum. Foto: Thøger Raun.

Regnskabet kort

  • Koncernomsætningen steg med 6,3 procent til 6,9 milliarder kroner.
  • EBIT er landet på 310 millioner kroner svarende til en EBIT-margin på 4,5 procent.
  • Fundering et resultat højere end forventet.
  • Rørteknik har halft et godt første halvår.
  • Største forretningesben – Anlæg & Byggeri – bidrager med et resultat som forventet.
  • Fortsat stabil ordreindgang.
  • Fortsat begrænset påvirkning fra coronapandemien.

Forretningsbenet Aarsleff Fundering i særdeleshed kommer ud med et godt resultat. Påvirkningen fra coronaepidemien på selskabet som helhed er stadig begrænset, og så forventer man en stigende vækst i omsætningen for året.

Det er i grove træk hovedoverskrifterne i halvårsregnskabet for landets største entreprenørforretning, som landede her fredag morgen.

Især sidste oplysning er markant. Hidtil har man i Aarsleffkoncernen forventet en omsætningsvækst på fem procent. Det er nu ændret til syv. Og når man som Aarsleff har en omsætning på små 14 milliarder kroner, svarer to procentpoint til mere end en kvart milliard – cirka 280 millioner kroner.

Omsætningsvæksten tilskrives primært Anlæg & Byggerisegmentet, hvor omsætningen er steget med 6,1 procent grundet høj aktivitet. I Funderingssegmentet, hvor man dog omsætter for noget mindre end i førstnævnte er omsætningen steget med 13,3 procent. Her skyldes det primært tilkøbte norske forretninger samt generelt høj aktivitet på de fleste markeder. Danmark og Tyskland i særdeleshed.

Forventningerne til regnskabsåret som helhed er dog uændrede. EBIT, altså bundlinjen før skat og afskrivninger forventes at blive i cirka 600 millioner kroner.

Frygt for stigende råvarepriser

De mange positive takter skæmmes dog en anelse af et marked, som har set en eksplosiv vækst i særligt råvare- og materialepriserne.

Hos Aarsleff har de påvirket minimalt i andet kvartal, fortæller administrerende direktør Jesper Kristian Jacobsen – men de risikerer at påvirke yderligere i den sidste del af året.

– På anlægsforretningen mærker vi ikke meget til de stigende priser, men særligt stålprisen påvirker Fundering, og hos Rørteknik og i byggeriet især kan vi også mærke udviklingen, fortæller han til Dagens Byggeri.

Entreprenørkæmpen har valgt at bruge en gennemprøvet strategi for at afbøde de stigende prisers påvirkning af bundlinjen.

– Vi prøver så vidt muligt at skubbe de ekstra omkostninger ind på salgspriserne, hvor vi kan – og det kan vi mange steder. Desuden holder vi tæt kontakt til leverandørerne med henblik på at opnå de bedst mulige priser, siger Jesper Kristian Jacobsen og runder af i et mere positivt lys.

– Stigende omkostninger eller ej, ser vi mod en fremtid med fortsat høj aktivitet i alle vores tre segmenter: Rørteknik, Fundering og Anlæg & Byggeri. Og dermed ser vi ind i en tid med sund og fornuftig vækst i forretningen.

Relateret indhold