Efter altanulykke: SF’er efterlyser kontrolsystem

Folketingspolitiker fra Kolding med opråb til boligministeren om eftersynsordning.
Fem unge mennesker kom til skade i weekenden, da en altan i Kolding faldt ned. Foto: Colourbox.
Fem unge mennesker kom til skade i weekenden, da en altan i Kolding faldt ned. Foto: Colourbox.

Sent lørdag aften styrtede en altan med fem unge mennesker ned fra første sal i en boligejendom i Kolding.

Lignende ulykker er tidligere sket, og weekendens hændelse har fået et lokalt SF-folketingsmedlem, Karina Lorentzen, til at efterlyser en kontrolordning for vedligeholdelse af altaner.

“Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, at der aldrig sker tilsyn med, om altaner er i orden. Det er tragisk, at der skal en ulykke til for at åbne vores øjne for det. Det er farligt, og det gik galt for fem unge i weekenden, der styrtede ned og kom til skade,” skriver hun i et facebookopslag.

Som det er i dag føres der ikke kontrol med altaner.

“Sikkerheden skal altså være i orden, og derfor er jeg gået til ministeren for at få en en eller anden tilsynsordning – i det mindste for de gamle altaner, som må være dem, der er mest problematiske. Jeg undrer mig over, at det ikke er sket for længst. Der var tilsyneladende også en altan, der styrtede ned i 2016. Det er på høje tid, der sker noget,” skriver hun videre.

Ansvaret for vedligeholdelse af altaner ligger hos bygningsejerne.

Relateret indhold