Viften II er navnet på det byggeri, som JFP Murer & Tømrer, der er et datterselskab af JFP a/s, skal opføre i Haslev. Det er anden etape af i alt 68 boliger, som Flexbo Danmark opfører med Boligkontoret Danmark som administrator.
Der er tale om klyngehuse i størrelser fra 85 til 100 kvadratmeter, og der opføres 5 klynger.
Første spadestik på grønt boligområde
Den 1. juli var der første spadestik, og formand for Teknik og Miljø i Faxe Kommune, Eli Jacobi Nielsen udtalte på dagen:
– Vi er rigtig glade for at kunne igangsætte etape II. Vi har i Faxe Kommune en bosætningsstrategi, der skal sikre varierede boligområder, som kan tiltrække borgere inden for mange segementer. Det får vi her med fuldførelsen af Viften, og noget af det vi også kan fortælle er, at vi har valgt at plante en folkeskov ved siden af bebyggelsen, som på sigt vil give endnu mere natur og forskønnelse til området.
Strategien følges
Direktør i JFP Murer & Tømrer, Mikkel N. Steffensen er glad for at have vundet projektet.
– Vi har lagt en strategi om at have en bred palette af projekter inden for offentlige-, støttede- og private byggerier. Viften II passer rigtig godt ind i portefølgen. Samtidig er vi glade for, at vi er konkurrencedygtige og får mulighed for at samarbejde med en for os ny almennyttig boligorganisation, siger han.
Boligarealet er i alt på 3.550 kvadratmeter. Dertil kommer et driftkontor på ca. 85 kvadratmeter og en depotbygning på ca. 240 kvadratmeter.
Friis Andersen Arkitekter har været arkitekt på både første og anden etape, og første etape blev opført i 2018.