Seks opkøb i Danmark på to og et halvt år har givet svenske Fasadgruppen en stærk indgang til det danske marked. Ny i Fasad-familien er Stenklint, der blev grundlagt i 2009 og har base i Valby i udkanten af København. Virksomheden er specialiseret i renovering af facader, udskiftning af vinduer og projektledelse og har stor erfaring som hovedentreprenør i renoveringsprojekter.
Stenklint har 22 fuldtidsansatte og omsatte for lidt over 25 mio. kr. i virksomhedsåret 2021/2022, og forretningsområdechef Fasadgruppen Danmark, Peter Andersen, forventer, at det nyeste opkøb vil styrke facadevirksomhedens markedsposition yderligere.
– Vi ser frem til at byde teamet i Stenklint velkommen, drage nytte af deres erfaringer og gennemføre nye projekter i fællesskab, siger Peter Andersen, tidligere direktør i P. Andersen & Søn, der i november 2019 var Fasadgruppens første danske opkøb.
Lars Bonde Lindberg, adm. direktør i Stenklint, tilføjer:
– Vi har fra start satset på at skabe værdi for vores kunder ved at kombinere traditionelt og gedigent håndværk med den nyeste teknologi. Nu ser vi frem til at blive en del af et større setup og samarbejde med de andre virksomheder i Fasadgruppen.
Skal købe aktier
De andre virksomheder han omtaler, er – udover P. Andersen & Søn – Cortex, der blev opkøbt i september 2020, Byens Tag & Facade og dets 69 medarbejdere, der blev opkøbt i maj 2021, murer- og entreprenørvirksomheden OPN Entreprise, der blev tilføjet i oktober 21 og senest facadeentreprenøren Kjær Knudsen, der blev en del af familien i april i år.
Fasadgruppen finansierer den kontante del af købesummen med egne midler, mens sælger har forpligtet sig til at geninvestere en del af købesummen, ved inden for 30 handelsdage at opkøbe aktier for 5 mio. danske kr. i Fasadgruppen.
Overdragelsen forventes at finde sted i løbet af maj 2022.