Boligspekulanter får sværere vilkår

Torsdag lukkede regeringen en ny boligaftale, som skal bremse blandt andre Blackstones ageren på det danske lejeboligmarked.
Boligminister Kaare Dybvad har grund til at være tilfreds med den nye aftale om boligreguleringsloven. Pressefoto.
Boligminister Kaare Dybvad har grund til at være tilfreds med den nye aftale om boligreguleringsloven. Pressefoto.

Udvalgte elementer i aftalen

  • Spekulantstop: Der skal nu gå fem år, før en investor kan hæve huslejen som følge af en gennemgribende modernisering efter §5, stk. 2 i Boligloven.
  • Grønt incitament: Hvis en ejendoms energiklasse hæves med mindst tre niveauer eller energiforbedres for mindst 3.000 kroner per kvadratmeter bortfalder karensperioden.
  • Huslejebremse: Lejen vil fremover ikke kunne fastsættes væsentligt over det lejedes værdi (i praksis op til 10 procent over), men vil fremadrettet alene kunne fastsættes til maksimalt det lejedes værdi.
  • Grønt energikrav: Der indføres et skærpet grønt energikrav, så der først kan gennemføres forbedringer efter §5, stk. 2, når ejendommen er bragt op på energiklasse C eller man har løftet ejendommens energiklasse mindst to niveauer.
  • Forbud mod “flytte-penge”: Det skal fremover være forbudt for udlejer at tilbyde lejer penge for at opsige eller fraflytte sit lejemål.
  • Huslejenævn: Der sættes gang i en række initiativer, som vil styrke huslejenævnene og øge gennemsigtigheden i lejeniveauerne.
  • Besigtigelse: For at modvirke fup-moderniseringer, hvor udlejer udskifter nyere installationer alene for at opfylde beløbskrav, indføres krav om, at lejemålets stand før en 5.2-modernisering skal dokumenteres ved en besigtigelse fra huslejenævnet.

Boligminister Kaare Dybvad (S) kunne torsdag præsentere et længe ventet forlig om boligreguleringsloven, der tager et opgør med en relativt ny tendens på især det københavnske boligmarked.

En tendens hvor kapitalfonde og pensionskasser køber op i andels- og lejeboligmassen, renoverer i forhold til §5 stk.2 i boligreguleringsloven og hæver huslejen. Men netop den modus operandi er der med gårsdagens forlig blevet sat en umiddelbar stopper for. Nu skal der gå fem år, før en investor som eksempelvis Blackstone kan hæve huslejen på ryggen af en gennemgribende modernisering. Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Det er Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet, som har sikret regeringen det fornødne mandat. Kaare Dybvad og Socialdemokratiet er dermed gået uden om støttepartiet Radikale Venstre, der har slået sig noget i tøjeret på det seneste – blandt andet ved at droppe forhandlingerne med netop Kaare Dybvad i håb om at kunne lukke en boligaftale med oppositionen uden om regeringen.

Effekten er?

Men det skulle ikke være. Dansk Folkeparti var villige til at smide grus i det Radikale maskineri, da man fik tilført en undtagelse i den nye aftale, som sikrer, at en investor stadig kan hæve huslejen umiddelbart efter opkøb som følge af energirenoveringer under en række særlige forudsætninger.

Det står nu tilbage at finde ud af, hvordan loven påvirker især priserne på andelsboliger – men også om det i realiteten bremser opkøbene af boligmassen og dermed stigende huslejer i København.

Hos Kereby, som varetager Blackstones danske forretninger, tager man lovændringen til efterretning. I et skrifligt svar lyder det fra administrerende direktør Lars Pærregaard:

– Vores fokus vil uændret være rettet mod at levere service og daglig drift af høj kvalitet for vores lejere. Vi er langsigtede ejere, og uanset de lovgivningsmæssige rammer vil vi arbejde på at forbedre kundetilfredsheden på kort og længere sigt.

Relateret indhold